Som jeg skrev på Instagram forleden, så har jeg været lidt stille på SoMe her på det seneste. Det har føltes lidt irrelevant (altså, mere end sædvanligt…) at opdatere verden om diverse trivialiteter, som enddog kan synes som banaliteter, i denne tid. Verden, som vi kender den, har i den grad forandret sig, og det har jeg i hvert fald lige skullet sunde mig over. Det tænker jeg ikke jeg er færdig med, men jeg kan mærke et stigende behov for at finde en ny normal, at komme lidt tilbage til nogle hverdagsagtige ting, f.eks. så som ligegyldigheder på SoMe ;)

Dermed en lille hilsen og opdatering fra mig fra vores lille “lockdown-boble”. Vi følger selvfølgelig myndighedernes anbefalinger, så vi er hjemme. Jeg arbejder jo hjemmefra, og det er godt nok sin sag at få skabt noget fjernundervisning som er meningsfuldt. Men allerede nu synes jeg mine kolleger og jeg er kommet et godt stykke vej, og det er faktisk en spændende udfordring at få, nu hvor jeg ellers efter 15 år som lærer var ret velforankret i mit fag.

Vi prøver at have så normal en hverdag som muligt med skolearbejde osv. til ungerne, og i den forbindelse vil jeg give en kæmpe virtuel high-five til steder som vi plejer at besøge ofte, f.eks. Aalborg Zoo, Randers Regnskov og Kattegatcentret. De laver virkelig lækre og informative videoer (de to sidstnævnte endda live hver dag på FB) som ungerne elsker, nu vi ikke kan komme forbi. Det er så super cool!

Og nu vi taler om normal, så er jeg jo ret ofte til koncerter, og jeg havde især set frem til genforeningskoncert med mit elskede Moi Caprice om et par dage (Michael Møller er til evighed min favoritsanger). Det har jeg ventet i 12 år på! Men selvfølgelig skal der ikke være live koncert i disse tider, det er fuldt forståeligt… MEN det er der så alligevel!

Her forleden aften spillede Dizzy Mizz Lizzy en 30 minutters livekoncert (se den her). Min mand og jeg åbnede en flaske vin, tændte lidt ild, og det var faktisk super hyggeligt!

Og i aften gør vi det igen! Her spiller nemlig selveste Moi Caprice (JA!!!!) nemlig live kl. 20 (find koncerten, og flere andre på coronakoncerter.dk. Det er gratis, men det kunne jo være god stil at donere en koncertbillet). Vi må lige arbejde på sendefladen, ha ha, men da vi ikke har noget tv er det ikke helt så enkelt. Med computeren koblet til vores højtalere er den lille skærm faktisk helt hyggelig.

På lørdag holder vi 90’er fest med “90’s stay home party” eventet, hvor der er dj’s og livemusik, og så må vi jo FaceTime vennerne og skåle. Så er man jo alligevel lidt sammen :)

Jeg må sige, at jeg selvfølgelig godt vidste, at jeg var godt gift, men oh boy det bliver tydeligt i disse lockdown tider, hvor man går op og ned af hinanden nærmest hvert eneste minut. Det er små ting vi er vant til at gøre, men som man godt kan komme til at tage lidt for givet, fordi hverdagen jo bare kører der ud af. Jeg sætter virkelig pris på, at vi både kan være stille sammen, og også sagtens kan sidde og snakke en hel aften. Fedt at vi kan kaste os over fælles projekter, og fedt vi kan holde en fest og gå til koncerter, bare os to. Det har vi brug for den kommende tid :)

Jeg tror vi som familie kommer styrket ud af det her. Den her tid giver os noget vigtig livslærdom, som jeg tænker kommer os selv og vores nære til gavn fremover. Solen går ned og står op igen i morgen. Vi kan godt det her <3

Nu hvor vi officielt er gået ind i foråret, og dagene begynder at blive lysere (hvor er det bare lækkert at der næsten er lyst når jeg cykler hjemmefra om morgenen nu!), så begynder jeg også at længes efter at lægge de tunge vinterjakker væk, og iklæde mig lidt lysere og lettere outfits. Temperaturen og de grønne blade er dog ikke helt med endnu, og jeg føler mig helt forkert hvis mit outfit er for sommerligt og farverigt (mere end jeg gør i forvejen over farver, ha ha).

Et godt kompromis for mig er mønstermiks. Det er næppe en hemmelighed her på bloggen, og det er selvfølgelig fordi det virker, at jeg vender tilbage til det år efter år.

Et af mine favoritmiks er kombinationen af min nye frakke og tørklæde (netop købt i Primark til ingen penge), og så min gamle strikketrøje fra H&M, dengang “Trend” mærket bare var kendt som “det lyserøde mærke” når vi bloggere skulle beskrive det. Den er i hvert fald over 9 år gammel, men stadig lige så fin som da den blev købt.

Min regel nummer 1 når det gælder mønstermiks, er at én af farverne skal gå igen. Nu er det jo ret nemt med sort/hvid, men jeg er ret vild med detaljen med den karamelfarvede stribe i både frakken og tørklædet, som har helt samme nuance (rent lykketræf, da de ikke er fundet sammen). Det er, efter min mening, ekstra vellykket når man lige rammer den samme farve og nuance.

Og jo, jeg havde skam også en sort draperet nederdel på (endnu en gammel favorit), selvom den ikke lige kan ses på billedet ;)

I år fejrede vi jul i udlandet. En beslutning vi allerede traf d. 26 december forrige år. Både mine forældre og vi var godt mættede af juleræs, og pludselig virkede tanken om at tage udenlands sammen året efter vældigt tillokkende.

Jeg har kun én gang tidligere prøvet at fejre jul i udlandet. Det var da jeg var barn, og det var på en ferie til Florida. Jul på amerikansk var ret godt, men jeg kan huske at jeg savnede resten af familien hjemme.

Vi havde ikke drengene hjemme til jul i år, så alene af den grund synes jeg det var rart at komme lidt væk. Jul uden ens børn er bare ikke det samme. Filuca er dog hos mig hver jul, det har hun altid været, så hun skulle selvfølgelig med.

Vi besluttede os for at tage til Gran Canaria. Der er direkte afgang fra Aalborg, og man er næsten 100% sikkert garanteret varme, uden at det er alt for langt væk. Det var også nemt at overskue for mine forældre. Jeg læste faktisk en artikel om danskere der fejrede jul i udlandet, og her var topscoreren Gran Canaria, så unikke har vi ikke været ;) Der var også mange andre turister, dog var vi de eneste danskere på hotellet, så feriefornemmelsen var intakt ;) Vi boede tæt ved den hvide Amadores-strand i Puerto Rico, og det var virkelig et godt sted. Jeg har været på Gran Canaria to gange tidligere, men Amadores har klart været det bedste. Tænk at stige ind i en flyver i gråt og vådt klima, og stige ud til lys og solskin -Det var virkelig lige præcis det vi havde brug for! Batterierne blev ladet fuldt op, og al travlheden omkring jul passerede ganske forbi os. Befriende!

Vi fandt en restaurant 5 min. fra hvor vi boede hvor de serverede and, brunede kartofler osv. juleaften (igen, det er jo åbenbart et dansker-favorit sted til jul), så på den måde manglede vi ingenting. Stemningen var super god, og efter maden listede vi hjem og åbnede julegaver på altanen, mens vinden fik palmebladene til at suse stille, og Atlanterhavet slog ind over stranden. Det er der altså noget over!

Det kunne også have været super fint at søge mod kulde og ski, men dels havde vi jo mine forældre med (som ikke er til ski) og dels har vi selv en skiferie planlagt lige om snart, så det var mere oplagt med varme. Det trængte vi helt ærligt også bare til.

I år fejrer vi jul hjemme med drengene, og vi kommer helt op at ringe på julebarometeret, men jeg tænker bestemt ikke det er sidste gang vi har fejret jul i udlandet. Et super lækkert tiltrængt break fra arbejde (hvor der bare altid er ekstra travlt op til jul), og en fritagelse fra al juleræset når man virkelig ikke orker at stige på.

Gran Canaria viste sig at være et super godt bud på juleferiedestination (jeg skriver lidt mere om det i et andet indlæg), og vi sluttede ferien af med at love hinanden at vende tilbage indenfor overskuelig fremtid.

Filuca er som bekendt blevet 13, og det giver dermed mulighed for at have en profil på flere af de sociale medier. Det har hun naturligvis, og vi har brugt lang tid på at tale om god net-etik osv. Desuden følger jeg hende alle steder, så jeg også har mulighed for at se hvad hun lægger ud -og hun følger også mig, hvilket jeg da godt kan komme helt til at fortryde. Især når der tikker beskeder som denne ind midt under en lækker vandretur i Sverige ;)

Eller denne:

Ha ha, fik helt dårlig samvittighed over den øl der, og havde behov for at skrive til hende, at jeg altså kun fik den ene -Totalt mommy. Man skal godt nok lige vænne sig til, at ens barn kigger med på de sociale medier! Og gennemgår alle gamle arkiver, skulle jeg hilse og sige. Just so you know…

Det kan godt være jeg engang imellem begræder at min lyserøde glimmer-pige er væk, men denne her teenagtetype er altså ret fantastisk. Som jeg skrev i det sidste indlæg, “The kid is alright” ;)

Dette er suverænt bloggens længste overskrift, og det er tilmed et direkte citat fra min nu 13-årige datter som faldt forleden på vej til “Joe & The Juice” på cykler.

Det skal lige siges, at når drengene og min mand ikke er hjemme, så har Filuca og jeg “Girls Evening”, hvilket bl.a. indebærer at Filuca vælger mad (pt. altid “Joe”), og så er der også lidt shopping indlagt (ikke at vi altid køber noget, men vi får tilføjet ting til ønskelisten) og så siger vi pigeting.

Citatet var jeg på den ene side forberedt på, og så på den anden alligevel ikke, for jeg blev ærligt talt lidt overrasket. Altså, det giver jo god nok mening. Hun er teenager og kender i virkeligheden de sociale medier bedre end mig, men jeg havde måske bare ikke lavet et reality-check på, at jeg rent faktisk ER mor til en teenager.

Førhen kunne jeg godt blive lullet ind i en teori om, at C4G var mit private frirum, hvor jeg kommunikerede med online veninder, som jeg af og til mødtes (og mødes) med uden en computer. Det er bare ret langt fra virkeligheden. Mange forskellige mennesker læser med, og det har jeg egentlig primært haft rigtig gode oplevelser med. Jeg er stadig stolt over at være blandt de første der bloggede i DK, og som fik ret stor succes med det. Og det er super værdsat I stadig er så mange der checker ind her.

Blogmediet i DK var relativt nyt da jeg åbnede C4G (juli 2008). Dengang var Filuca 2 år. De første år af bloggens levetid var der nærmest ingen læsere der anede hun eksisterede, da det slet ikke var noget man delte. Fokus var primært for mit og C4Gs vedkommende på outfits, nyindkøb/gode køb, venindesnak og musik. Det kunne man godt nøjes med at skrive om dengang ;)

10/9-2013 på hendes 7 års fødselsdag postede jeg dog et billede af hende for første gang, og det var dette – Taget på dagen, og bragt nu med tilladelse af Filuca, mega vigtigt i øvrigt:

C4G har eksisteret i 11 år, og i den periode har jeg lært rigtig meget. Den seneste læring fik jeg forleden, da Filuca informerede mig om, at hun som sagt have læst alt jeg havde skrevet om hende, og at det havde mange af hendes klassekammerater i øvrigt også.

Historien her ender godt, for Filuca er vildt glad over at læse om små finurlige historier, hvor hun aldrig bliver udstillet negativt, og billederne er hun også tilfreds med. Og hun får positiv respons fra sine klassekammerater.

Dette her er blot en lille refleksion om at uploade billeder eller historier om børn på blogs eller andre sociale medier. Dette er på ingen måder nyt eller banebrydende, men se det måske som en kærlig reminder fra mig: Børnene finder det der er skrevet (eller deres klassekammerater gør). Det der er sødt og sjovt når man er 2 år gammel er bare sjældent nice når man er 15… Det kan være fint nok der ikke er delt billeder, men teksterne findes stadig. Det der virker uskyldigt når barnet er lille, kan nemt blive en træls historie når barnet pludselig er teenager, og bliver konfronteret med det i skolen.

Blogtendensen i de senere år er, at man udleverer mere og mere af ens privatliv online. Den nye normal er at man kan dele alt, lige fra parforholdsproblemer til tarmskyldninger. Jo mere ærlig og udleverende, jo større applaus og følgeskare. Naturligvis sat på spidsen for at understrege min pointe.

Jeg synes der er rigtig mange små “bloggerbørn” som bliver udleverede i deres forældres blogs. Vi forældre kan jo godt synes historierne er sjove og søde, og billederne ditto, men det synes en teenager (og vennerne) bare sjældent!

Jeg er altid omkring alle 3 børn inden jeg lægger billeder på sociale medier af dem, og generelt udvælger jeg med meget skarp hånd. Alle skal sige OK, og man kan altid få slettet det man ikke bryder sig om. Det tjek tager vi løbende på det der ligger tilgængeligt online. Det er jo svært at tage stilling til når man er 4, men Sirius skal stadig vokse op med følelsen af at have et valg, og han har f.eks. frabedt sig at være med på videoer hans storebror laver.

Som lærer har jeg desværre også talrige eksempler på elever, der får googlet uflatterende børnebilleder frem af deres kammerater, som forældrene i bedste mening har lagt op i tidernes morgen. Og så har de jo den stik modsatte effekt end de var tænkt, de bliver en byrde for børnene som bliver flove over at blive konfronteret med dem.

Jeg er i dag glad for, at jeg hele vejen igennem har holdt mit privatliv privat, selvom jeg har skrevet personligt. Det har ikke været fordi jeg ville holde noget hemmeligt, men det handler i høj grad om hensyn til andre, og ikke mindst mig selv. Det princip kommer jeg aldrig til at fravige, og det er en vigtig gave at give sig selv i disse tider hvor det aldrig har være nemmere at dele alt.

Dette er blot en tankestrøm som jeg har villet dele med jer gennem længere tid, som kommentar til hvor “Blogland”, som vi kaldte det, er på vej hen. Nu banede Filuca vejen for en vinkel. Og da hun i øvrigt udtalte citatet fra overskriften, svarede jeg “Yes! Jeg er så stolt af dig”. Hendes svar var naturligvis, at det vidste hun godt, og det kunne hun i øvrigt også godt læse. “The kid is alright” ;)