Dette er suverænt bloggens længste overskrift, og det er tilmed et direkte citat fra min nu 13-årige datter som faldt forleden på vej til “Joe & The Juice” på cykler.
Det skal lige siges, at når drengene og min mand ikke er hjemme, så har Filuca og jeg “Girls Evening”, hvilket bl.a. indebærer at Filuca vælger mad (pt. altid “Joe”), og så er der også lidt shopping indlagt (ikke at vi altid køber noget, men vi får tilføjet ting til ønskelisten) og så siger vi pigeting.
Citatet var jeg på den ene side forberedt på, og så på den anden alligevel ikke, for jeg blev ærligt talt lidt overrasket. Altså, det giver jo god nok mening. Hun er teenager og kender i virkeligheden de sociale medier bedre end mig, men jeg havde måske bare ikke lavet et reality-check på, at jeg rent faktisk ER mor til en teenager.
Førhen kunne jeg godt blive lullet ind i en teori om, at C4G var mit private frirum, hvor jeg kommunikerede med online veninder, som jeg af og til mødtes (og mødes) med uden en computer. Det er bare ret langt fra virkeligheden. Mange forskellige mennesker læser med, og det har jeg egentlig primært haft rigtig gode oplevelser med. Jeg er stadig stolt over at være blandt de første der bloggede i DK, og som fik ret stor succes med det. Og det er super værdsat I stadig er så mange der checker ind her.
Blogmediet i DK var relativt nyt da jeg åbnede C4G (juli 2008). Dengang var Filuca 2 år. De første år af bloggens levetid var der nærmest ingen læsere der anede hun eksisterede, da det slet ikke var noget man delte. Fokus var primært for mit og C4Gs vedkommende på outfits, nyindkøb/gode køb, venindesnak og musik. Det kunne man godt nøjes med at skrive om dengang ;)
10/9-2013 på hendes 7 års fødselsdag postede jeg dog et billede af hende for første gang, og det var dette – Taget på dagen, og bragt nu med tilladelse af Filuca, mega vigtigt i øvrigt:
C4G har eksisteret i 11 år, og i den periode har jeg lært rigtig meget. Den seneste læring fik jeg forleden, da Filuca informerede mig om, at hun som sagt have læst alt jeg havde skrevet om hende, og at det havde mange af hendes klassekammerater i øvrigt også.
Historien her ender godt, for Filuca er vildt glad over at læse om små finurlige historier, hvor hun aldrig bliver udstillet negativt, og billederne er hun også tilfreds med. Og hun får positiv respons fra sine klassekammerater.
Dette her er blot en lille refleksion om at uploade billeder eller historier om børn på blogs eller andre sociale medier. Dette er på ingen måder nyt eller banebrydende, men se det måske som en kærlig reminder fra mig: Børnene finder det der er skrevet (eller deres klassekammerater gør). Det der er sødt og sjovt når man er 2 år gammel er bare sjældent nice når man er 15… Det kan være fint nok der ikke er delt billeder, men teksterne findes stadig. Det der virker uskyldigt når barnet er lille, kan nemt blive en træls historie når barnet pludselig er teenager, og bliver konfronteret med det i skolen.
Blogtendensen i de senere år er, at man udleverer mere og mere af ens privatliv online. Den nye normal er at man kan dele alt, lige fra parforholdsproblemer til tarmskyldninger. Jo mere ærlig og udleverende, jo større applaus og følgeskare. Naturligvis sat på spidsen for at understrege min pointe.
Jeg synes der er rigtig mange små “bloggerbørn” som bliver udleverede i deres forældres blogs. Vi forældre kan jo godt synes historierne er sjove og søde, og billederne ditto, men det synes en teenager (og vennerne) bare sjældent!
Jeg er altid omkring alle 3 børn inden jeg lægger billeder på sociale medier af dem, og generelt udvælger jeg med meget skarp hånd. Alle skal sige OK, og man kan altid få slettet det man ikke bryder sig om. Det tjek tager vi løbende på det der ligger tilgængeligt online. Det er jo svært at tage stilling til når man er 4, men Sirius skal stadig vokse op med følelsen af at have et valg, og han har f.eks. frabedt sig at være med på videoer hans storebror laver.
Som lærer har jeg desværre også talrige eksempler på elever, der får googlet uflatterende børnebilleder frem af deres kammerater, som forældrene i bedste mening har lagt op i tidernes morgen. Og så har de jo den stik modsatte effekt end de var tænkt, de bliver en byrde for børnene som bliver flove over at blive konfronteret med dem.
Jeg er i dag glad for, at jeg hele vejen igennem har holdt mit privatliv privat, selvom jeg har skrevet personligt. Det har ikke været fordi jeg ville holde noget hemmeligt, men det handler i høj grad om hensyn til andre, og ikke mindst mig selv. Det princip kommer jeg aldrig til at fravige, og det er en vigtig gave at give sig selv i disse tider hvor det aldrig har være nemmere at dele alt.
Dette er blot en tankestrøm som jeg har villet dele med jer gennem længere tid, som kommentar til hvor “Blogland”, som vi kaldte det, er på vej hen. Nu banede Filuca vejen for en vinkel. Og da hun i øvrigt udtalte citatet fra overskriften, svarede jeg “Yes! Jeg er så stolt af dig”. Hendes svar var naturligvis, at det vidste hun godt, og det kunne hun i øvrigt også godt læse. “The kid is alright” ;)
