Det er ingen hemmelighed at jeg er begyndt at rejse rigtig meget, især ikke hvis man følger med via Instagram. Det er næsten en gang om måneden vi er afsted på længere og kortere ture -Med eller uden børn. Det betyder også, at jeg altid har et grundsæt af plejeprodukter liggende i en lille makeup-pung, som nemt glider ned i en håndtaske (og gennem security hvis det ikke er et roadtrip). Jeg er blevet ret god til kun at pakke det jeg virkelig har brug for, hvis nu vi har en layover, bagagen er forsinket eller jeg bare lige hurtigt skal finde mine vigtigste ting frem fra et handskerum.
Det ser sådan her ud:
Det her kan jeg klare mig på i et stykke tid (og det prøvede jeg faktisk da vi var i Brasilien i sommerferien, og vores bagage var forsinket to døgn).
En neutral parfume der kan gå til alt, et hårelastik så man kan lave en knold (som jo løser alle “bad hair days”), en fugtgivende maske til rejsetræt hud, en mascara (som i en snæver vending kan gå som øjenbrynsfarve, tried and tested…), solcreme til ansigtet (faktor 50 så det går til alle lande, min hud takker mig), og læbepomade med solfaktor. Lidt undervurderet, men mine læber bliver vildt tørre hvis jeg ikke sørger for at beskytte dem når UV-indekset er højt. Jeg har faktisk én gang prøvet at blive solskoldet på læberne -Det prøver man kun én gang, og så bruger man læbepomade med solfaktor. Lige denne læbepomade er jeg særligt glad for, da jeg fik den i bryllupsgave af indehaveren af en surf-shop i Venice :)
Og så kommer vi jo til deodoranten, eller antiperspiranten som det i virkeligheden er (hvis I er lige så forvirrede som jeg var, så tjek dette link om “Hvad er en antiperspirant“). Jeg har takket ja til at samarbejde med Rexona fordi deres antiperspirant i forvejen lå i min makeuppung. Når man er på lange rejser, hvor et bad ikke altid er en mulighed, så er man pænt afhængig af at man har nogle gode produkter. “Fake it till you make it” fristes man til at sige. Deres “Motionsense”-serie er genial hvis man, som jeg, altid har løbetøj i håndtasken, og gerne vil være aktiv på rejsen. Eller har siddet på en flyver i over 10 timer, og ens bagage efterfølgende er forsinket ;)
I næste måned drager jeg over Atlanten igen, tjek ind på Instagram (@clamour4glamour) hvis I vil med. Jeg tænker også jeg kommer til at blogge om vores rejser, men der kan godt gå lidt tid.
Kender I det, at når man kommer hjem fra ferie, så får man lidt ferie-blues? Når arbejdet og hverdagen kalder, og man i virkeligheden hellere bare vil drikke Caipirinhas på Ipanema og se solen gå ned over bjergene. Løsningen for os er weekend getaways, enten med eller uden børn. Vi har allerede lagt alt fra gourmetophold og storbyferie til vestkyst-chill i kalenderen, og apropos sidstnævnte så fik mit skimboard sin debut her i weekenden. Er der nogen af jer der har prøvet sådan et? Det ser mega nemt ud, men OMG det er svært! Det er ideelt til lavere vand og de første bølger, så man behøver ikke svømme ud, da man kan surfe fra land. Jeg vil vildt gerne være god til det, og med indkøbt ny, super lækker våddragt vil jeg gøre forsøget hen over efteråret og tidlig vinter. Ville ønske der var en instruktør man kunne hyre, men det er som om skimboarding ikke helt er en ting på samme måde som f.eks. SUP. Jeg må i gang med Youtube ;)
Min våddragt vil jeg i øvrigt gerne anbefale. Vi er jo tit i Blokhus, og en god våddragt er super vigtig for hvor langt hen på året man kan blive ved med at svømme. Jeg har investeret i en 5mm dragt fra O’Neill (model Flair) som er helt vildt lækker (og pæn, af en våddragt at være…). Vi svømmede en time i morges, og det gør bestemt ikke noget at havet bliver koldere, det kan dragten sagtens holde ude. Det der med at få den på og af er godt nok en udfordring, og indtil videre er jeg afhængig af en hjælpende hånd fra min mand, ha ha, what a sight! Men det er jo fordi den passer helt perfekt, og den har et ekstra stykke indsat i ryggen ved lynlåsen der forhindrer vandet i at komme ind. Men forestil jer at tage en dragt på gennem halsen (!), godt nok kan man lyne lidt op, but still! Men når den så først er på, så føler man sig som en der kunne være med i en Marvel-film ;)
Jeg syntes det var noget af en jungle at vælge våddragt, så tænkte en anbefaling var en god ide, hvis nogle af jer skulle stå i samme situation (hvilket jeg altså virkelig kan anbefale, en lang svømmetur i havet på alle årstider er livsbekræftende!). Jeg har også en anden våddragt med korte ærmer og ben, og den er såmænd også godt nok til sit formål, da det jo kun er en sensommer/forårsdragt behøver den ikke være super effektiv. Men jeg kan godt mærke, at der er stor forskel på kvaliteten af neopren og evnen til at holde varm. Jeg er glad for at jeg brugte de ekstra penge på en kvalitetsdragt som jeg kan have i mange år, og som bare virker! Min mand har også købt en O’Neill dragt (model Epic) som ligeledes er i super god kvalitet, så jeg tør godt anbefale mærket.
Nogle af jer har spurgt til mit job som lærer. Et job jeg har haft i 14 år nu. På den ene side forstår jeg det ikke helt, da jeg ikke føler jeg har været lærer ret længe, og på den anden side kan jeg godt se, at jeg har rigtig meget erfaring, og hviler i mit fag.
Jeg kan også se det når mine små 2. klasser her 10 år senere er blevet studenter. Det så sådan her ud for et par weekender siden:
Jeg må altså sige, at det er verdens bedste job – I hvert fald for mig. Tænk at få lov til at blive så vigtig en del af børns liv, at de stadig vil holde kontakt lang tid efter relationen ellers naturligt ville være stoppet.
Relationsarbejdet er noget af det jeg holder allermest af, og noget af det jeg lykkes aller bedst med. Især hvis man er heldig at beholde eleverne gennem flere år, så kan man virkelig se hvor stor en indflydelse man har på unge menneskers liv. Det er noget af et ansvar at forvalte det ordentligt. Der er tidspunkter hvor jeg er flere timer sammen med andres børn, end med mine egne, så det er klart, at mange af de værdier jeg lærer mine børn, også kommer til at smitte af på hvordan jeg er sammen med mine elever. Jeg synes det er et af de vigtigste jobs i verden, og jeg er taknemmelig over de dygtige og kompetente lærere mine egne børn er heldige at møde i hverdagen.
Især efter den famøse skolereform var der mange der spurgte mig, om jeg ikke var træt af at være lærer. Det er jeg virkelig ikke, nærmere tværtimod. Jeg er lykkelig for at være lærer, og jeg synes det er ærgerligt at der er nedgang i ansøgere til læreruddannelsen.
Det kan altså noget at møde ind en tidlig morgenstund, og træde ind i et lokale fyldt med lærelystne unger, der bare venter på at høre hvad dagens program er. Som udgangspunkt er jeg sikker på, at alle elever har lyst til at lære, det handler især om motivation, meningsskabelse og klasserumsledelse, er min erfaring. Det giver mig god energi, også selvom dagen måske er startet lidt hektisk, eller søvnen ikke helt har forladt kroppen.
Hvis I har spørgsmål relateret til mit lærerjob, så stil dem endelig. Måske noget om tid og forberedelse? Det er i hvert fald lidt af en klassiker som folk ofte spørger mig om. Jeg er lidt usikker på hvad det er I gerne vil have svar på jer der har spurgt :)
God sommerferie, hvis I er så heldige at kunne holde det nu her :)
Allerførst tak for den utrolig flotte velkomst, både her og på mine andre sociale kanaler. Jeg vil gøre mit bedste for at leve op til den!
Jeg har haft lyst til at skrive dette indlæg længe, og nu synes jeg at vinklen er der. I var flere der kommenterede, at I havde savnet min skrivestil, og det har jeg gjort mig nogle tanker omkring.
Da jeg begyndte at blogge for 11 år siden, skrev jeg noget i retning af, at det ca. er 10% af det jeg skriver herinde der afspejler hele mig. Det er primært den laidback del, der godt kan være en smule useriøs, uhøjtidelig og ustruktureret. Den del man typisk besøger når man slapper af med veninderne, hvor man f.eks. deler tips og tricks, og bare hygger sig i hinandens afslappede selskab. Det har bl.a. en betydning for hvilket sprog jeg skriver i.
Efter 14 år som lærer, og de seneste som koordinator, er jeg vant til at være meget præcis og skarp i mine formuleringer. Som ægte dansklærer elsker jeg at udfordre mit sprog, og jeg er slet ikke færdig med at lære nyt og blive inspireret. Det er bare ikke altid det sprog der egner sig bedst til det jeg gerne vil med bloggen, jvf. min beskrivelse ovenover. Det er et klart tilvalg, når jeg vælger at lave mange paranteser med små kommentarer og laver :) Det er et frirum, og det skal sproget også signalere.
Det giver måske ikke verdens bedste billede af mig i f.eks. en jobsøgningssituation, hvis en kommende arbejdsgiver udelukkende læste min blog. Det giver ikke folk det korrekte førstehåndsindtryk af hele mig, og det er bloggen bestemt heller ikke tænkt som. Det er sjovt når jeg møder nye mennesker, der forinden udelukkende har orienteret sig på bloggen. De modigste giver udtryk for, at de er glade for, at jeg ikke udelukkende er som min blog-persona.
Det overrasker mig faktisk gang på gang. Det er utroligt det ikke har forandret sig en tøddel på 11 år. At vi ikke er blevet bedre til at gennemskue online kommunikation, og sammenholde det med vores sunde fornuft fra virkeligheden. Vi har en verden der bliver mere og mere digital, men vi glemmer at forholde os kritisk til den. Det er problematisk.
Jeg synes det viser et vist ambitionsniveau og seriøsitet, at jeg i over 10 år har drevet en blog med fornuftig indtjening, samtidig med at jeg har haft et fuldtidsjob, været mor til 3 børn, og haft diverse store freelance-projekter så som design af tøjkollektioner og smykker i eget navn.
Når jeg så i et afslappet sprog skriver indlæg om lette emner som mode og livsstil ofte er, så bliver jeg (be)dømt udfra det, og det store billede synes helt udvisket. Sådan tolker jeg i hvert fald meget af den respons jeg får. Jeg kan såmænd sagtens være i, at nogen opfatter mig som lidt af et airhead, sagt på godt dansk. Men jeg undres.
Hvorfor forholder vi os ikke kritisk til blogs? Hvorfor ser vi ikke det samlede billede, og medtager genretænkning i vores vurdering? En mode- livsstilsblog skrevet i kancellisprog, hvem vil læse den? For at lykkes med denne genre indenfor blogging, er den korte afstand mellem afsender og modtager altafgørende. Det skal være hyggeligt og nærværende, og det kan samtaler om Baudelaires dekadentismeværkers indflydelse på Peter Dohertys sangtekster også sagtens være, men det er ikke noget man kan kommunikere om flere gange om ugen. Nogle gange er det også rart med et tip om, hvor man køber den pæneste NATO-rem til sit Apple watch.
Ved kommunikation på skrift omkring førstnævnte eksempel, kommer man lynhurtigt til at indtage en slags ekspertrolle bag skærmen, som af nogle kan opfattes belærende. Og med mindre man også interesserer sig for de specifikke emner jeg har på hjerte, her illustreret med eksemplet Baudelaire og Doherty, kan det være svært som læser at få særligt meget ud af at læse mine tanker omkring dette. Her er det nemmere når samtalen falder på det herhjemme over et glas vin, og man har en ligeværdig dialog omkring det. Ikke at jeg vil undgå disse indlæg. Jeg tænker faktisk, at jeg vil til at skrive nogle flere af dem igen.
Kan det virkelig være rigtigt, efter så mange år med blogging, at så mange ikke er i stand til at lave genreanalyse af de enkelte blogs, og gennemskue hvad konceptet er? Er blogging for de fleste bare den samme grå masse, og er man derfor ikke opmærksom på, at der er mange forskellige genrer, og at hver genre har sine karakteristika så som sprog, tilgang og enmeudvælgelse? At det dermed ikke nødvendigvis afspejler afsenderens evner og egenskaber generelt, men at man kan være en dygtig og autentisk formidler indenfor sin genre.
Til sidst, for måske at undgå misforståelser, så vil jeg bare præcisere, at det I læser her selvfølgelig er 100% mig. Det har det altid været. Jeg skriver om det jeg har på hjerte, og jeg gør det i det sprog jeg møder mine veninder (og dermed jer) med. Jeg ville ikke kunne skrive, hvis det ikke var noget jeg brændte for. Jeg har bare ofte oplevet, at jeg er blevet sat i bås pga. det.
For første gang i over et halvt år har jeg trykket på “Add new”. Det har I selvfølgelig bemærket hvis I læser dette ;)
Bloggen kom længere og længere væk i min bevidsthed, og jeg har brugt det meste af min tid på familie, arbejde og så se verden sammen med min mand, både som storfamilie og i tosomhed. Der ligger mange små hilsner fra de fleste af rejserne på min Instagram (@clamour4glamour), masser af virtuelle postkort sendt til jer -For selvfølgelig har jeg jer stadig med i tankerne.
Jeg så at et af mine gamle yndlingsbands Moi Caprice (ældre læsere vil helt sikkert huske min fascination af forsangeren Michael Møller!) udgiver nyt album snart. De har faktisk allerede en ny single ude, for første gang i 10 år, og den er god! Jeg kom til at tænke på minderne fra begyndelsen af bloggen. Og måske er det på tide med et comeback for C4G også.
Dengang skrev jeg meget om musik og koncertoplevelser. Det savner jeg faktisk. Jeg skrev også om mode, men havde ikke travlt med at ligge under for diverse brands og pr-firmaer (de gad nemlig ikke samarbejde med os bloggere dengang, så det var så nemt), og selve den naivitet og ægthed har jeg savnet.
Jeg savner at skrive umiddelbare tanker og oplevelser ned. Det er ikke altid æstetisk lækkert, men det er hyggeligt. Jeg savner at lægge billeder op taget direkte fra kameraet uden spejlrefleks (nu telefonen), uden at skulle redigere lys og farver inden det kommer ud i cyberspace. Taget on the go, i det tøj jeg har gået i hele dagen (og selv betalt selvfølgelig), uden at være opstillet.
Jeg savner dengang jeg var super ligeglad med modeshow-invitationer. Det glemte jeg bare, da de begyndte at rulle ind i sin tid, for det var jo spændende. Og smigrende. Men var det en god langsigtet beslutning at lade sig indrulle i den verden? Jeg gider jo ikke se de shows alligevel, jeg har ikke brug for at planlægge mine indkøb 1/2 år frem (det har I heller ikke, lad os være ærlige), og i virkeligheden er jeg ligeglad med at gul er moderne. Jeg ser hæslig ud i gul, og køber det jo alligevel ikke. Jeg har mine bestemte farver og generelle stil jeg godt kan lide. Og det holder jeg fast i. I virkeligheden har min stil ikke ændret sig markant på 11 år, og især her i den seneste tid har jeg haft brug for at finde tilbage til mine “stil-rødder”… Er det et ord? Fedt vi fik den anderkendelse fra designere og branchefolk, det sukkede vi (jeg) efter i begyndelsen. Men det fik også blogmediet til at ændre sig, og jeg mistede på sigt min mojo. “Jeg må jo hellere skrive et eller andet, ellers bliver jeg ikke inviteret igen”-agtigt. Hvis man først én gang har tænkt den tanke, så skal man slippe tasterne.
Jeg har brug for at tage kontrollen tilbage. Vende tilbage til det der gjorde mig glad. Hele grundtanken med bloggen var jo at jeg var en helt alm. kvinde fra Aalborgs parcelhuskvarter med et lærerjob, og en interesse for at formidle og kommunikere online med folk fra hele landet. Finde ligesindede der også syntes at det var helt normalt at iføre sig hverdagspailletter (det aftalte vi i sin tid var et ord, ha ha), leopardprintede pelse, chunky boots med nitter (generelt alt med nitter jo), sort (læder) i rigelige mængder toppet op med et par solide cat-eyes fra MACs den flydende. At kommunikere med nogen der kunne se pointen i, at ens surtoptjente penge gik til en Chaneltaske (som man kunne fable om, sammen, i månedsvis inden), og man i fællesskab kunne finde 20 gode grunde til, at det selvfølgelig måtte være jordens bedste beslutning (hey, jeg har hver og en endnu!).
Og her er vi så. Snart 11 år senere (18/7-19 er det 11 år). Jeg er blevet 11 år ældre, og jeg kan ikke længere gå helt i selvsving over en Chaneltaske, når verden venter på at jeg udforsker den så intenst som jeg gør pt. Men jeg bor stadig i et parcelhuskvarter, jeg er stadig lærer, og jeg har stadig lyst til at kommunikere ufiltreret med jer. Det bliver ikke på den måde tilbageskuende, og jeg vil ikke til at forherlige en 11 år gammel tøjstil (nogle ting har det også så fint med at blive glemt lidt), jeg vil bare være mig. Nogle gange har jeg tøj på der f.eks. er 7 år gammelt, som jeg elsker, og som I ikke kan gå direkte ud og købe, hvis I skulle have lyst. Men det er jo heller ikke nødvendigvis det vi skal være sammen om. Jeg tror tiden for købekulturen er ved at være ovre. Lad os koncentrere os om færre hurtige køb, og i stedet bruge noget af det gamle noget mere. En stribet bluse er jo en stribet bluse (skriver kvinden der har 10… hov, men jeg øver mig også! Måske vi skal øve os sammen?).
Jeg kommer ikke til at gå 100% ukommerciel. Jeg har stadig lyst til at lave gode samarbejder der giver mening, og som jeg synes er sjovt (for både mig og jer). Men jeg kommer ikke til at deltage i shows og events, ej heller pleje pr-bureau-relationer osv. Det gider jeg ikke, og det giver ingen mening for jer. Nærmere tværtimod, synes jeg.
Jeg kommer ikke til at blogge hver dag, nok heller ikke hver anden eller tredje. Men når jeg giver lyd, så har jeg noget på hjerte. Det kan være alt fra en længere tankerække, til en hurtig hilsen der giver mening. Jeg vil forsøge at opdatere FB og Instagram (@clamour4glamour) når der er nyt, men helt ærligt, det gider I jo ikke hver gang, så kig forbi når I får lyst i stedet. Jeg savner nemlig også dengang, hvor man ikke tænkte på læsertal og antal klik, det var altså dejligt befriende. Både for jer og mig.
Er I stadig med? Det var lidt langt, og blev næsten et manifest, men det kan I måske også huske mine indlæg af og til var ;)
