En ny hverdag tilsat lidt live-musik; Favoritbands i stuen

Som jeg skrev på Instagram forleden, så har jeg været lidt stille på SoMe her på det seneste. Det har føltes lidt irrelevant (altså, mere end sædvanligt…) at opdatere verden om diverse trivialiteter, som enddog kan synes som banaliteter, i denne tid. Verden, som vi kender den, har i den grad forandret sig, og det har jeg i hvert fald lige skullet sunde mig over. Det tænker jeg ikke jeg er færdig med, men jeg kan mærke et stigende behov for at finde en ny normal, at komme lidt tilbage til nogle hverdagsagtige ting, f.eks. så som ligegyldigheder på SoMe ;)

Dermed en lille hilsen og opdatering fra mig fra vores lille “lockdown-boble”. Vi følger selvfølgelig myndighedernes anbefalinger, så vi er hjemme. Jeg arbejder jo hjemmefra, og det er godt nok sin sag at få skabt noget fjernundervisning som er meningsfuldt. Men allerede nu synes jeg mine kolleger og jeg er kommet et godt stykke vej, og det er faktisk en spændende udfordring at få, nu hvor jeg ellers efter 15 år som lærer var ret velforankret i mit fag.

Vi prøver at have så normal en hverdag som muligt med skolearbejde osv. til ungerne, og i den forbindelse vil jeg give en kæmpe virtuel high-five til steder som vi plejer at besøge ofte, f.eks. Aalborg Zoo, Randers Regnskov og Kattegatcentret. De laver virkelig lækre og informative videoer (de to sidstnævnte endda live hver dag på FB) som ungerne elsker, nu vi ikke kan komme forbi. Det er så super cool!

Og nu vi taler om normal, så er jeg jo ret ofte til koncerter, og jeg havde især set frem til genforeningskoncert med mit elskede Moi Caprice om et par dage (Michael Møller er til evighed min favoritsanger). Det har jeg ventet i 12 år på! Men selvfølgelig skal der ikke være live koncert i disse tider, det er fuldt forståeligt… MEN det er der så alligevel!

Her forleden aften spillede Dizzy Mizz Lizzy en 30 minutters livekoncert (se den her). Min mand og jeg åbnede en flaske vin, tændte lidt ild, og det var faktisk super hyggeligt!

Og i aften gør vi det igen! Her spiller nemlig selveste Moi Caprice (JA!!!!) nemlig live kl. 20 (find koncerten, og flere andre på coronakoncerter.dk. Det er gratis, men det kunne jo være god stil at donere en koncertbillet). Vi må lige arbejde på sendefladen, ha ha, men da vi ikke har noget tv er det ikke helt så enkelt. Med computeren koblet til vores højtalere er den lille skærm faktisk helt hyggelig.

På lørdag holder vi 90’er fest med “90’s stay home party” eventet, hvor der er dj’s og livemusik, og så må vi jo FaceTime vennerne og skåle. Så er man jo alligevel lidt sammen :)

Jeg må sige, at jeg selvfølgelig godt vidste, at jeg var godt gift, men oh boy det bliver tydeligt i disse lockdown tider, hvor man går op og ned af hinanden nærmest hvert eneste minut. Det er små ting vi er vant til at gøre, men som man godt kan komme til at tage lidt for givet, fordi hverdagen jo bare kører der ud af. Jeg sætter virkelig pris på, at vi både kan være stille sammen, og også sagtens kan sidde og snakke en hel aften. Fedt at vi kan kaste os over fælles projekter, og fedt vi kan holde en fest og gå til koncerter, bare os to. Det har vi brug for den kommende tid :)

Jeg tror vi som familie kommer styrket ud af det her. Den her tid giver os noget vigtig livslærdom, som jeg tænker kommer os selv og vores nære til gavn fremover. Solen går ned og står op igen i morgen. Vi kan godt det her <3

Stemning fra Nibe Festival

Disclaimer/reklame: Jeg har fået billetterne af en samarbejdspartner, men jeg var ikke forpligtet på at lave et indlæg.

Selvom det er et par uger siden efterhånden, så vil jeg lige dele lidt stemning fra Nibe festival, vanen tro skulle man næsten sige. Plejer at være afsted et par dage hver sommer (se f.eks. lidt fra tidligere år her), pånær sidste hvor det faldt sammen med afrejse til ferie. Det gjorde det også denne gang, men fik en dejlig fredag med festivalstemning i skoven -Så er det altså rigtig sommer!

Det er en af de hyggeligste og mest nærværende festivaller jeg kender, og når man er nordjyde er det uundgåeligt ikke at møde nogen man kender. En perfekt måde at begynde sin ferie på.

Min festival bar præg af, at jeg endelig kunne fejre sommerferie (og det skal fejres med bobler!), men samtidig skulle vi også på ferie tidligt dagen efter -Så det var nødt til at være en lidt mere moderat fejring (rent alkoholmæssigt) med fokus på musik, lækker mad (masser af frisk fisk!) hygge og stemning. Udover min mand havde jeg bl.a. også min storebror med, og solen skinnede lunt fra en skyfri himmel, så det med den gode stemning gav også næsten sig selv. På Instagram (@clamour4glamour) ligger der forresten et lille hint om hvor rejsen denne gang har taget os hen.

Jeg fik selvfølgelig hørt Folkeklubben, noget jeg havde glædet mig til. Og Tv2 for den sags skyld. Man er vel dansklærer helt ind i hjertet, og bands der leger så fint med det danske sprog er jo et must-hear hver gang.

Deres nye album “Sort tulipan” er simpelthen så fint, også selvom det overhovedet ikke minder om det musik jeg ellers hører. Hvis man bl.a. er til Strunge (det ved I sikkert at jeg jo er) er pladen ekstra interessant. Strunges hårfarve var jo farvet i “Black tulip”, men det er ikke den eneste årsag til titlen. Meget sigende for albummet egentlig. Det første man (måske) hører er de åbenlyse referencer til Strunge, Camus og Baudelaire (m.fl.), men så snyder man sig selv for en dyb og intens lytteoplevelse. Ligesom en sort tulipan folder pladen sig ud, og det der synes mørkt viser sig i virkeligheden at være en kontrast til det lyse, og det er det lyse der giver pladen mening. Er det ikke også noget med, at sorte tulipaner i virkeligheden synes lilla når solens stråler skinner gennem dem?

Inden jeg slutter helt, skal I da heller ikke snydes for det obligatoriske outfitbillede, her taget i smukke omgivelser blandt kraner og lastbiler ;) En omgang klassisk Camille, fristes man nærmest til at sige, med boucléjakke fra Iro, kjole med peplum fra Maché, Chaneltaske og -solbriller, og festivalsko nummer 1; Converse. Sidstnævnte druknede i øvrigt i mudder på Nibe for 2 år siden, men efter 2 ture i vaskemaskinen var de som nye ;)

I år var Nibe totalt udsolgt, og festivalformanden kunne berette om rekordomsætning trods regn om torsdagen, så det er vist sikkert at sige, at Nibe er helt klar til 2020. Vi ses næste år Nibe <3

Min weekend i musik 2

ll7750

Jeg føler at jeg ser sådan her ud generelt for tiden, men når den står på weekend i solen med udsigt til masser af musik, så sidder smilet permanent! Jeg er kommet til lørdag i min fortælling om min forrige weekend, hvor vi gik all-in på gode musikoplevelser med markante vokaler.

Billederne her er taget på et af mine yndlingssteder i Danmark, nemlig foran min favoritbygning Børsen og med Christiansborg i baggrunden. Vi gik en tur i aftensolen inden den stod på øl på Nemoland og koncert på Loppen.

ll7749

Jeg er lykkelig for at jeg for en aften kunne invitere min mand indenfor i det der udgjorde en del af soundtracket i Aalborgs spirende musikmiljø for 15 år siden, hvor jeg med mere eller mindre sikre Converse trådte mine første skridt ind i musikmiljøet. “The Blue Van”, “Moi Caprice” og “Figurines” er blandt de nordjyske bands der har givet mig nogle af mine bedste musikoplevelser på lokal grund. Fra dengang der virkelig kom musikguld ud af Nordjylland ;) Førstnævnte har af gode grunde været på en lang musikrejse siden dengang, men lige pt. turnerer de rundt som “The Van” og lyder næsten som de gjorde i de gode, gamle dage ;) Musikglæden er den samme, der bliver hoppet på orglet og Steffens stærke vokal lyder stadig som noget der er for stort til DK. Vi havde den vildeste fest!

Jeg kan dog afsløre, at selvom tiden for en nat føltes som om uret var blevet stillet 15 år tilbage, så var det ingen frisk 20-årig Camille der vågnede næste morgen. OMG jeg var den dårligste kæreste på vej hjem til Aa, og sov hele vejen over Sjælland, Fyn og vågnede vist først lidt op omkring Fredericia. Det hjalp dog gevaldigt da jeg fik en balje Fanta og en kæmpe Burger Elvis-style, da vi skulle lade bil på Graceland Randers (Elvis er altså god til tømmermænd!). Noget bliver man alligevel aldrig helt for gammel til -Heldigvis ;)

ll7751

Jeg var (selvfølgelig, fristes man til at sige) i lyserøde Converse, sorte skinnies fra Topshop, stribet tee fra Iro (denne model), læderjakke fra Muubaa og taske fra Chanel. Et outfit som for 10 (eller 15) år siden.

 

Min weekend i musik 1

ll7744

I sidste uge havde jeg en helt fantastisk musik-weekend. Eller dvs. fra torsdag til lørdag hvor jeg var til koncert hver aften med yndlings going-out-partner-in-crime (det lyder lidt bedre end “Instagram husband”, ikk? Omend det andet nu er mere catchy, ha ha). Det var simpelthen så skønt! De tre koncerter bærer præg af at det alle var med meget markante, og lækre vokaler.

Vi hopper lige ned midt i den, for disse billeder er taget på vej ud for at høre Sam Smith i Royal Arena i fredags. Mit første besøg der, men bestemt ikke det sidste. Det er virkelig et fint spillested når det skal være stort.

Jeg var meget spændt på lyden til Sam Smith, for hvis ikke den sidder lige i skabet, så er hans musik ikke specielt interessant. Men det gjorde den heldigvis. Hans smukke falset gik rent igennem, lige ind i hjertet som blev fyldt af lækker melankoli. Jeg vil endda sige, at han fremførte “Writing’s on the wall” smukkere end på pladen, og der skal immervæk noget til! Kan da ikke afvise at øjnene blev pixi smule blanke på et tidspunkt ;) En anelse show blev det også til, og omend det rammer forbi min smag, så er det også fair nok der kommer lidt mere underholdning på når det er i en stor arena. Så til mit store spørgsmål om, om Sam Smith holder live, så må det være et klart ja herfra. Er fortsat i tvivl om, om han ville kunne synge en festival op i samme lydkvalitet, men mon ikke man får chancen for at lytte efter det i nær fremtid…?

ll7745

Jeg var i pailletshorts fra Zara, læderjakkefra Muubaa, surfer-tee fra Key West og lyserøde Converse -Havde glemt at tage andre sko med, så blev enig med mig selv om, at lyserøde Converse går til alt ;) Hvis I er enige kan man nu spare ekstra 10% på nogle der allerede er nedsatte, yay.

ll7746

Joy Division Love

ll7594

Når der hænger sådan en hoodie her i herreafdelingen i H&M, så er den jo nødt til at komme med mig hjem. Jeg ELSKER Joy Division, og meget af min musikalske arv er bygget på deres værker. Det siger lidt om deres megahit “Love will tear us apart”, at det kan indspilles i en udgave med min danske yndlingsforsanger, Michael Møller, og DRs bigband, og stadig være lige så fantastisk -Og måske endda en pixi smule mere fortryllende. Lyt selv med lige her.

ll7595

Jakke fra Muubaa, hoodie fra H&M, t-shirt fra Samsøe, jeans fra H&M, støvler fra Aldo.