Noget om uperfektion.

Jeg kan godt forstå, at mange bloggere, både nye som gamle, af og til har svært ved at finde sig til rette i dette finurlige Blogland.

Der er så småt ved at komme en tendens til, at man vil hylde det uperfekte. Mange læsere vil have færre lyserøde cupcakes, og mere rod og vasketøj. Måske en naturlig modreaktion på mange års fotoserier i lækkert modlys, og pressevents med bobler. Er vi bloggere langsomt blevet for svære at relatere til? Noget der ellers var vores store force engang? Ligesom moden skifter, så skifter lysten til vinkel og indhold også, og når vi har fået for meget pastel, vender vi tilbage til pang, og omvendt igen. Så jeg forstår egentlig godt, at man som læser har lyst til noget forskelligt.
På syvende år har jeg også oplevet trafik der har bølget frem og tilbage, og sådan vil det altid være. Kunsten er selvfølgelig bare, at holde sig oppe mens bølgen er tilbage, og ikke blive fristet til at lægge stilen om.

Jeg tænker ikke ærlighed på den måde, at man lægger en overdrevet grim kage på Instagram, som en slags strakt langemand til den generelle stil der. Det er lige så (selv)iscenesættende som det modsatte. Jeg tænker på ægte, ærlig hverdag.

Når der så rent faktisk er nogen der tør fortælle om svære/ærlige hverdagsting (og jeg skriver tør, for det skal der noget mere hår på brystet til, end at tage et smukt billede af sig selv i modlys), så bliver man alligevel straffet! Ja, jeg taler selvfølgelig om dette indlæg fra Emma Kathrine, hvor hun er blevet meldt til de sociale myndigheder af en læser!

Det er altså noget ironisk, at mange råber på mere ærlighed, naturlighed og hverdag på blogs, og så snart der så bliver åbnet, så vil man også forbeholde sig retten til straks at pege fingre. Jeg forstår virkelig godt, hvis bloggerne bliver forvirrede -og trætte.

Nu er det sjældent jeg skriver om så meget andet end mode på denne blog, selvfølgelig krydret med lidt hverdagsfortællinger fra mig personligt, men udfra devisen om, at det skal være et hyggeligt og rart afbræk fra hverdagen at komme her, med moden i fokus. Jeg kan godt lide billeder i modlys, ha ha ;) Det er en langsigtet løsning, og I ved hvad i får -også næste år. På regnbuen er der lidt mere hverdag og familieliv, og allerede her har jeg f.eks. skullet redegøre for mine vaskevaner, da jeg i en sidebemærkning skrev, at jeg vaskede mine børns tøj ved 60 grader + tørretumblede det inden brug første gang (så jeg var sikker på, at alle kemikalier var ude, og tøjet var krympet det det skulle). Det var på ingen måder ubehageligt, men det kom bare bag på mig.

Nu kan mit forsvar af vaskevaner jo ikke sammenlignes med at blive meldt til kommunen, overhovedet, men det gav mig alligevel en forsmag på, hvad det vil sige at dele noget rigtig hverdag, og satte da nogle tanker i gang.

Hvorfor er det egentlig, at vi så gerne vil høre om andres hverdag, og herefter dømme dem?

Ansporet af mit eget indlæg i går, om at få børn tidligt, kunne det jo være, at vi som kvinder burde være endnu bedre til at støtte og respektere hinanden. Og i stedet for at se uperfektion som en mulighed for at pege fingre, i stedet se det som en kærkommen invitation ind i en anden persons liv, hvor det ikke er omkranset af et lyserødt Instagramfilter. En sjældenhed i disse tider ;)

Med det sagt, så synes jeg også vi som bloggere selvfølgelig skal være meget bevidste om, hvad vi deler, og at man selvfølgelig må forvente en vis respons på det. Det er jo også det der gør, at en blog har sin berettigelse. Men lad det være som en ligeværdig dialog fra alle parter :)