Læderjakke med for-vejr ;)

Camille, går du ikke meget i det samme?

 photo ll6389_zpsuf3d6squ.jpg

Jo… eller nej. Det kommer an på øjet der ser. Indlægget her er inspireret af en kommentar jeg netop har fået, hvor en læser har været sød at give noget yderst konstruktiv feedback (og tak for det, det er super fedt!).

Når man sidder og skriver på den samme blog på ottende år, så er der selvfølgelig sket en masse, og man har fundet sin personlige vej på godt og ondt. Derfor er det super fedt engang imellem at skulle forholde sig til, hvorfor man egentlig gør som man gør.

For at kunne drive bloggen her, skal passionen og hjertet være med. Ellers holder man ikke så længe. For mig er det vigtigt, at bloggen her afspejler den jeg er som person. Det har selvfølgelig betydet nogle til- og fravalg, og jeg er helt indstillet på, at det selvfølgelig ikke er noget som alle finder hverken inspirerende eller spændende. Det ville jeg virkelig også synes var underligt hvis de gjorde :)

Nogle gange kan man dog godt være helt overbevist om, at andre er helt med på hvad konceptet er, og så egentlig glemme at få det tydeligt defineret.

Denne blog er ikke super trendbaseret. Det er ikke nogen nyhed, det har jeg tidligere skrevet om flere gange -og det kan I jo også se, ha ha :) Hvorfor er den ikke det? Jamen jeg er ikke super fascineret af køb-brug få gange-sælg-kulturen. Jeg synes det er lidt underligt når jeg læser i modebladene, at den og den ønsker sig en absolut musthave frakke i karrygult velour med broderi til den nette sum af 23.000 (ok, sat på spidsen, men det er ikke helt løgn). Altså jeg er med på, at Chanel er svinedyrt (også alt for dyrt!), men den taske har man trods alt i maaaange år. En karrygul velourfrakke? Not so much. Jeg har personligt ikke råd til sådan et forbrugsmønster, og derfor blogger jeg ikke som om jeg havde det. Jeg skriver om ting jeg selv har råd til (selvfølgelig når der prioriteres), og jeg skriver om ting jeg ved jeg vil bruge i mere end et par måneder, og jeg derfor også vurderer er værd at smide sine penge efter f.eks.

Jeg ville seriøst aldrig sidde overfor mine veninder og fortælle dem, at en karrygul velourfrakke til 23.000 bare er absolut musthave, og en god investering (lad os være ærlige, det er tøj virkelig sjældent), hvis jeg ikke virkelig følte det. Derfor kunne jeg heller aldrig drømme om at gøre det til jer. En Chaneltaske derimod er nærmere noget jeg ville anbefale -faktisk er min “Boy” betydeligt mere værd brugt nu, end hvad jeg selv betalte i sin tid. Men det sker jo ikke så ofte ;)

Det betyder ikke, at jeg kun vil skrive om klassiske ting i sort/hvid/grå (omend det jo altid er godt, ha ha). I ved jo jeg er glad for både pailletter i skrigende farver og metallic/farvede læderjakker -bare for at tage et eksempel. Det betyder bare, at jeg udvælger ting som jeg VED er mig, og derfor får klassikerpotentiale alligevel, selvom det ikke lige er oplagt ved første øjekast. Det er inspirerende for mig.

Det betyder også, at jeg alligevel inviterer nogle trendbaserede ting ind i garderoben, som f.eks. en fjerpels. Jeg udvælger sjældent rigtig mange trend-ting fra en bestemt sæson, dels fordi jeg vil bibeholde min personlige stil, og dels fordi jeg heller ikke har 10.000+ hver måned at købe tøj til mig selv for.

Personligt har jeg mega dårlige erfaringer med at købe en masse trendbaserede ting i highstreet-kæderne. Det er ALTID det der bliver smidt ud efter kort tid, når der ryddes op i garderoben. Og det kan aldrig sælges til nogen nævneværdig pris. Manner jeg har kørt mange sække af diverse modeluner afsted til genbrug! Jeg tror altså bare jeg er blevet træt af at se mine penge køre væk på den måde?

Jeg synes det er fedt, at når jeg laver mine fredgstilbageblik så kan jeg bringe billeder der er flere år gamle, og jeg ville stadig hoppe i det pågældende outfit (og som oftest er det også stadig i garderoben). Når jeg køber en ting, så bruger jeg den længe. Det er autentisk, og sådan jeg rent faktisk ser ud. Det synes jeg er inspirerende. Jeg klæder mig ikke på (eller ud, ha ha) kun for at tage outfitbilleder. Det er noget af det jeg er gladest for ved min blog, og jeg tror også det er med til, at jeg aldrig har følt den som en belastning, eller noget jeg var træt af.

Så det er forklaringen på, at jeg går meget i det samme. Altså, jeg synes jo ikke det er det samme, men omvendt kan jeg sagtens forstå, hvis nogle oplever det sådan. Korte nederdele, band-tees, nitter, flats, læderjakker, cashmerestrik, Chaneltasker, lag-på-lag, skinnies, tunge uldfrakker og pailletter tilsat nogle afblegede lokker er bare mig. Det var det sidste år, det bliver det næste år. Nogle gange rammer jeg dermed spot-on på trend-delen, andre gange er jeg i undertal. Det kan jeg godt lide. Jeg synes det er dejligt at have et typisk “Camille-look”, i stedet for at have et “SS16” look. Det er min personlige præference, og derfor den afspejles i bloggen her, men jeg vil med det samme sige, at jeg OGSÅ synes det er super fedt når andre klæder sig meget mere trendbaseret. Det er på ingen måder for at pege fingre, det vil jeg lige understrege. Det er ikke et enten/eller for mig. Jeg er selvfølgelig helt vildt interesseret i trends og tendenser, og mange af de freelance tekster jeg skriver tager også udgangspunkt i det. Det er bare ikke noget jeg dyrker helt vildt i min personlige stil :) I de designprojekter jeg har været en del af, har fokus også været på brugbare designs med klassikerpotentiale, med inspiration fra de pågældende tendenser, og et solidt kig på min egen stil. Det er for mig sammensætningen af den ultimative garderobe.

En modeblog er heldigvis mange ting, og det er nok også det der gør, at mediet stadig er aktuelt og populært :)

18 kommentarer

  • Josefine

    Hej Camille.
    Jeg vil bare lige give et lille pip om, at jeg finder dine outfit indlæg mv. meget inspirerende – netop fordi du har en meget tydelig stil og ikke er super trendbaseret.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg er personligt vild med, at du er så sikker i din egen stil. Jeg læser mange forskellige blogs og finder inspiration fra mange finurlige kroge, både når vi snakker mode, livsstil, beauty, sundhed eller bare æstetik generelt, og der er det fantastisk med et online univers som dig, hvor jeg kan vende tilbage og på én og samme tid blive inspireret på ny og mærke en gennemgående genkendelighed. Så ros herfra! :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Camille/Clamour 4 Glamour

      Tak Anna, og er vild med det du beskriver :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kamilla

    Hej Camille,
    Fedt indlæg! Jeg er helt enig med en tidligere kommentar om at du har en meget tydelig og også personlig stil, og det synes jeg er vildt fantastisk. Jeg har dæleme også kørt mange penge til genbrugen efterhånden, men synes jeg er igang med at finde min egen stil – langt om længe – hvor det netop også handler for mig om at finde de ting jeg føler mig tilpas i, som afspejler hvem jeg er, og som samtidig er god kvalitet. OG som overlever mere end én sæson i garderoben! Her er jeg glad for at smutte forbi din blog hver dag og blive inspireret. Så TAK for det :o)
    Kh Kamilla

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Camille/Clamour 4 Glamour

      Tak skal du have Kamilla, og held og lykke med at finde dig hjemme i din stil :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Carina

    Jeg ELSKER din stil, og finder dine billeder, tekst, holdninger meget inspirerende – bliv endelig ved (selv om jeg ikke fatter hvordan du finder tid med 3 unger…..!) ;-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Camille/Clamour 4 Glamour

      Tak Carina. Det er også lidt pres nogle gange, men når det er noget man synes er sjovt, så går det jo :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Jeg synes din blog er så inspirerende. Det er så dejligt at se hvordan du genbruger dine outfits, måske lige med enkelte nye styles sat til. Personligt kan jeg ikke bruge de blogs, der viser det ene nye outfit efter det andet til noget. Så fortsat endelig på samme måde :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Camille/Clamour 4 Glamour

      Tak, altså det er også det jeg selv synes er sjovest :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lisbet Iversen

    Det er præcis det, jeg synes er så fedt ved din blog, og derfor den er værd at besøge! Og fortsat god bedring med ryggen

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Elisa

    Hej Camille!
    Jeg har læst med lige siden 2009, og jeg kan kun give dig ros for altid at have dig selv med, i alt hvad der sker på bloggen!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Camille/Clamour 4 Glamour

      Tak Elisa. Wow, det var også længe, skønt at høre fra dig :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trins

    Hejsa,
    Jeg er også en af dem der har læst med siden den hovedløse periode, hvilket snart er mange år siden :-)

    Da jeg startede med at følge blogs i sin tid, var blogmediet ret nyt, og modebloggerne blev pludselig nærmest kendisser, der blev inviteret til alt det fancy ude i byen.
    Som mor til småbørn, med alm. kontorjob, bosat i forstæderne, og med for lidt tid i døgnet til alt det fancy, kunne man leve lidt igennem de bloggere man fulgte, som leverede den personlige beretning om hvad livet også kunne gå ud på, som modeinteresseret.
    Det er der ikke så meget af mere, eller også følger jeg bare ikke de blogs…
    Jeg skifter nemlig heller ikke min læseliste ud så ofte mere, og jeg har også selv udviklet mig og ville nok ikke føle samme glæde i at læse om “bobler og cupcake-events” i samme grad som for 5-6 år siden.
    Jeg har ikke tænkt mig at stoppe med at følge din blog, for jeg er stadig nysgerrig, men jeg kan også mærke at dit liv er blevet mere afdæmpet end dengang. Konkluderer jeg bare lige :-) Der er også kommet 2 ekstra drenge i huset.
    Dengang virkede det som om du shoppede meget mere (og viste dine kommende/nyeste køb), for jeg mindes at jeg tit endte med at klikke samme ting hjem. Det var meget inspirerende for mig, men det er efterhånden sjældent nu, synes jeg.
    Jeg kom lige til at tænke på det, i forb. med “går du ikke meget i det samme-spørgsmålet”.
    Men så får jeg nok nogle andre af mine behov dækket, tænker jeg…. for du er stadig blandt mine top10-blogs jeg SKAL tjekke.

    Men som sagt – jeg synes godt at jeg kan mærke at der er sket noget i blogosfæren de sidste par år

    Jeg kunne da godt tænke mig at vide om du selv føler samme glæde og inspiration til at blogge, som du gjorde dengang hvor modebloggernes popularitet og indflydelse var på sit højeste?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Camille/Clamour 4 Glamour

      Tak Trins, jep det er maaange år siden efterhånden :) Tak for dine tanker! Jamen jeg har aldrig været interesseret i events, med mindre det var noget helt særligt, så der har nærmest aldrig været noget af den slags på bloggen. Modeugen dækkede jeg som en af de første i sin tid (for Trendsales, for vi bloggere var ikke vigtige nok til at invitere med), men pludselig var alle bloggerne der, og jeg synes ikke jeg kunne få nok indhold til jer der var unikt. Det blev meget det samme, og de fleste af jer kunne ikke relatere til tøj der ville være i butikkerne mange måneder senere. Generelt er det indlæg om events osv. jeg har fået mindst respons på, og det I altid skriver mest positivt om, det er det indhold der er unikt for denne blog, f.eks. mine outfits med tydelig Camille-stil.
      Nu vi er så mange om buddet derude, så tror jeg også det er endnu vigtigere at koncentrere sig om unikt indhold -velvidende at det vil støde nogen væk, så tror jeg også på, at det vil holde ekstra på andre. Og det vil jeg hellere :)

      Og mja, jeg synes stadig jeg shopper rigtig meget (for meget, ha ha), men jeg inkorporerer tingene i mine outfits, i stedet for at lave deciderede købsindlæg. Synes det andet er en anelse mere elegant, og de fleste læsere fik ikke så meget ud af at se en kjole på en bøjle, men ville hellere se det i et outfit for at kunne se styling og pasform med det samme. Købene er der skam endnu :)

      Ang. mere afdæmpet liv, så jo. Jeg har jo nærmest brugt 1½ på først at være gravid og nu med dårlig ryg, så det lægger selvfølgelig en dæmper på alt. Meeeeen, mon ikke foråret byder på mere fest, det tror jeg ;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Connie

    Det der gør at jeg fast læser med her er lige præcis at du er tro mod dig selv og din stil.
    Der er en afslappet stemning over din blog, som virkelig tiltaler mig. Samtidig bliver jeg meget inspireret af dine outfits. :grinning:

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Camille/Clamour 4 Glamour

      Tak skal du have Connie, er også selv ret vild med det afslappede :)

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Leave a Reply

Your email address will not be published.

 

Næste indlæg

Læderjakke med for-vejr ;)