Som jeg skrev på Instagram forleden, så har jeg været lidt stille på SoMe her på det seneste. Det har føltes lidt irrelevant (altså, mere end sædvanligt…) at opdatere verden om diverse trivialiteter, som enddog kan synes som banaliteter, i denne tid. Verden, som vi kender den, har i den grad forandret sig, og det har jeg i hvert fald lige skullet sunde mig over. Det tænker jeg ikke jeg er færdig med, men jeg kan mærke et stigende behov for at finde en ny normal, at komme lidt tilbage til nogle hverdagsagtige ting, f.eks. så som ligegyldigheder på SoMe ;)

Dermed en lille hilsen og opdatering fra mig fra vores lille “lockdown-boble”. Vi følger selvfølgelig myndighedernes anbefalinger, så vi er hjemme. Jeg arbejder jo hjemmefra, og det er godt nok sin sag at få skabt noget fjernundervisning som er meningsfuldt. Men allerede nu synes jeg mine kolleger og jeg er kommet et godt stykke vej, og det er faktisk en spændende udfordring at få, nu hvor jeg ellers efter 15 år som lærer var ret velforankret i mit fag.

Vi prøver at have så normal en hverdag som muligt med skolearbejde osv. til ungerne, og i den forbindelse vil jeg give en kæmpe virtuel high-five til steder som vi plejer at besøge ofte, f.eks. Aalborg Zoo, Randers Regnskov og Kattegatcentret. De laver virkelig lækre og informative videoer (de to sidstnævnte endda live hver dag på FB) som ungerne elsker, nu vi ikke kan komme forbi. Det er så super cool!

Og nu vi taler om normal, så er jeg jo ret ofte til koncerter, og jeg havde især set frem til genforeningskoncert med mit elskede Moi Caprice om et par dage (Michael Møller er til evighed min favoritsanger). Det har jeg ventet i 12 år på! Men selvfølgelig skal der ikke være live koncert i disse tider, det er fuldt forståeligt… MEN det er der så alligevel!

Her forleden aften spillede Dizzy Mizz Lizzy en 30 minutters livekoncert (se den her). Min mand og jeg åbnede en flaske vin, tændte lidt ild, og det var faktisk super hyggeligt!

Og i aften gør vi det igen! Her spiller nemlig selveste Moi Caprice (JA!!!!) nemlig live kl. 20 (find koncerten, og flere andre på coronakoncerter.dk. Det er gratis, men det kunne jo være god stil at donere en koncertbillet). Vi må lige arbejde på sendefladen, ha ha, men da vi ikke har noget tv er det ikke helt så enkelt. Med computeren koblet til vores højtalere er den lille skærm faktisk helt hyggelig.

På lørdag holder vi 90’er fest med “90’s stay home party” eventet, hvor der er dj’s og livemusik, og så må vi jo FaceTime vennerne og skåle. Så er man jo alligevel lidt sammen :)

Jeg må sige, at jeg selvfølgelig godt vidste, at jeg var godt gift, men oh boy det bliver tydeligt i disse lockdown tider, hvor man går op og ned af hinanden nærmest hvert eneste minut. Det er små ting vi er vant til at gøre, men som man godt kan komme til at tage lidt for givet, fordi hverdagen jo bare kører der ud af. Jeg sætter virkelig pris på, at vi både kan være stille sammen, og også sagtens kan sidde og snakke en hel aften. Fedt at vi kan kaste os over fælles projekter, og fedt vi kan holde en fest og gå til koncerter, bare os to. Det har vi brug for den kommende tid :)

Jeg tror vi som familie kommer styrket ud af det her. Den her tid giver os noget vigtig livslærdom, som jeg tænker kommer os selv og vores nære til gavn fremover. Solen går ned og står op igen i morgen. Vi kan godt det her <3

Filuca er som bekendt blevet 13, og det giver dermed mulighed for at have en profil på flere af de sociale medier. Det har hun naturligvis, og vi har brugt lang tid på at tale om god net-etik osv. Desuden følger jeg hende alle steder, så jeg også har mulighed for at se hvad hun lægger ud -og hun følger også mig, hvilket jeg da godt kan komme helt til at fortryde. Især når der tikker beskeder som denne ind midt under en lækker vandretur i Sverige ;)

Eller denne:

Ha ha, fik helt dårlig samvittighed over den øl der, og havde behov for at skrive til hende, at jeg altså kun fik den ene -Totalt mommy. Man skal godt nok lige vænne sig til, at ens barn kigger med på de sociale medier! Og gennemgår alle gamle arkiver, skulle jeg hilse og sige. Just so you know…

Det kan godt være jeg engang imellem begræder at min lyserøde glimmer-pige er væk, men denne her teenagtetype er altså ret fantastisk. Som jeg skrev i det sidste indlæg, “The kid is alright” ;)

Dette er suverænt bloggens længste overskrift, og det er tilmed et direkte citat fra min nu 13-årige datter som faldt forleden på vej til “Joe & The Juice” på cykler.

Det skal lige siges, at når drengene og min mand ikke er hjemme, så har Filuca og jeg “Girls Evening”, hvilket bl.a. indebærer at Filuca vælger mad (pt. altid “Joe”), og så er der også lidt shopping indlagt (ikke at vi altid køber noget, men vi får tilføjet ting til ønskelisten) og så siger vi pigeting.

Citatet var jeg på den ene side forberedt på, og så på den anden alligevel ikke, for jeg blev ærligt talt lidt overrasket. Altså, det giver jo god nok mening. Hun er teenager og kender i virkeligheden de sociale medier bedre end mig, men jeg havde måske bare ikke lavet et reality-check på, at jeg rent faktisk ER mor til en teenager.

Førhen kunne jeg godt blive lullet ind i en teori om, at C4G var mit private frirum, hvor jeg kommunikerede med online veninder, som jeg af og til mødtes (og mødes) med uden en computer. Det er bare ret langt fra virkeligheden. Mange forskellige mennesker læser med, og det har jeg egentlig primært haft rigtig gode oplevelser med. Jeg er stadig stolt over at være blandt de første der bloggede i DK, og som fik ret stor succes med det. Og det er super værdsat I stadig er så mange der checker ind her.

Blogmediet i DK var relativt nyt da jeg åbnede C4G (juli 2008). Dengang var Filuca 2 år. De første år af bloggens levetid var der nærmest ingen læsere der anede hun eksisterede, da det slet ikke var noget man delte. Fokus var primært for mit og C4Gs vedkommende på outfits, nyindkøb/gode køb, venindesnak og musik. Det kunne man godt nøjes med at skrive om dengang ;)

10/9-2013 på hendes 7 års fødselsdag postede jeg dog et billede af hende for første gang, og det var dette – Taget på dagen, og bragt nu med tilladelse af Filuca, mega vigtigt i øvrigt:

C4G har eksisteret i 11 år, og i den periode har jeg lært rigtig meget. Den seneste læring fik jeg forleden, da Filuca informerede mig om, at hun som sagt have læst alt jeg havde skrevet om hende, og at det havde mange af hendes klassekammerater i øvrigt også.

Historien her ender godt, for Filuca er vildt glad over at læse om små finurlige historier, hvor hun aldrig bliver udstillet negativt, og billederne er hun også tilfreds med. Og hun får positiv respons fra sine klassekammerater.

Dette her er blot en lille refleksion om at uploade billeder eller historier om børn på blogs eller andre sociale medier. Dette er på ingen måder nyt eller banebrydende, men se det måske som en kærlig reminder fra mig: Børnene finder det der er skrevet (eller deres klassekammerater gør). Det der er sødt og sjovt når man er 2 år gammel er bare sjældent nice når man er 15… Det kan være fint nok der ikke er delt billeder, men teksterne findes stadig. Det der virker uskyldigt når barnet er lille, kan nemt blive en træls historie når barnet pludselig er teenager, og bliver konfronteret med det i skolen.

Blogtendensen i de senere år er, at man udleverer mere og mere af ens privatliv online. Den nye normal er at man kan dele alt, lige fra parforholdsproblemer til tarmskyldninger. Jo mere ærlig og udleverende, jo større applaus og følgeskare. Naturligvis sat på spidsen for at understrege min pointe.

Jeg synes der er rigtig mange små “bloggerbørn” som bliver udleverede i deres forældres blogs. Vi forældre kan jo godt synes historierne er sjove og søde, og billederne ditto, men det synes en teenager (og vennerne) bare sjældent!

Jeg er altid omkring alle 3 børn inden jeg lægger billeder på sociale medier af dem, og generelt udvælger jeg med meget skarp hånd. Alle skal sige OK, og man kan altid få slettet det man ikke bryder sig om. Det tjek tager vi løbende på det der ligger tilgængeligt online. Det er jo svært at tage stilling til når man er 4, men Sirius skal stadig vokse op med følelsen af at have et valg, og han har f.eks. frabedt sig at være med på videoer hans storebror laver.

Som lærer har jeg desværre også talrige eksempler på elever, der får googlet uflatterende børnebilleder frem af deres kammerater, som forældrene i bedste mening har lagt op i tidernes morgen. Og så har de jo den stik modsatte effekt end de var tænkt, de bliver en byrde for børnene som bliver flove over at blive konfronteret med dem.

Jeg er i dag glad for, at jeg hele vejen igennem har holdt mit privatliv privat, selvom jeg har skrevet personligt. Det har ikke været fordi jeg ville holde noget hemmeligt, men det handler i høj grad om hensyn til andre, og ikke mindst mig selv. Det princip kommer jeg aldrig til at fravige, og det er en vigtig gave at give sig selv i disse tider hvor det aldrig har være nemmere at dele alt.

Dette er blot en tankestrøm som jeg har villet dele med jer gennem længere tid, som kommentar til hvor “Blogland”, som vi kaldte det, er på vej hen. Nu banede Filuca vejen for en vinkel. Og da hun i øvrigt udtalte citatet fra overskriften, svarede jeg “Yes! Jeg er så stolt af dig”. Hendes svar var naturligvis, at det vidste hun godt, og det kunne hun i øvrigt også godt læse. “The kid is alright” ;)

I går skete der det, at jeg blev mor til en teenager. Min yndlingsdatter fyldte 13, og fejrede naturligvis med at kappe hovedet af en champagne i første forsøg. Hun drak den dog ikke ;)

Jeg ved godt det bare er endnu et år, og endnu et tal, men der er alligevel noget at sige at man har en teenage-datter. På den ene side er det skønt hun er blevet så stor at vi får nye interesser sammen (som passer lidt bedre med mine egne…), men jeg synes det er mærkeligt at jeg ikke længere køber pigetøj, men helt ægte voksentøj fra de samme butikker som jeg selv… Nogle gange ender vi endda i det samme, eller noget der ligner. God smag har hun jo ;)

Jeg tager stadig mig selv i at stoppe op og se på girly, glimmer-stads, og så fluks lægge det tilbage igen, da den tid jo ER forbi. Jeg har ikke længere en lyserød glitter-glimmer-pige (eller jo, hun vil sådan set gerne HANDLE  i “Glitter”, ha ha). Mellem os, så savner jeg det faktisk lidt. Da hun var lille købte jeg intet lyserød til hende, det var først da hun fik sin egen mening jeg kapitulerede. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle savne det…

De kloge (og diverse life quotes på Instagram) siger jo, at tiden og livet går stærkt. For mig personligt synes jeg egentlig tiden står lidt stille. Jeg føler mig klart mere som en på 27 end en på 37 ;) Men når man ser på sine børn, så kan man for alvor se og mærke tiden.

Jeg har jo heldigvis stadig to unger mere, og især Sirius på 4 holder os alle i gang, så der går da lige nogle år før det er helt slut. Det ER lækkert ens børn bliver store og mere selvstændige. Jeg elsker f.eks. Filucas rejer med os, og jeg vil se frem til at trave New York tynd med hende næste år, og roadtrippe i en Mustang til Canada sammen, mens jeg nyder hendes tørre jokes, og hendes helt fantastiske små observationer af verden og os.

Til jer med små piger (lyserøde eller ej!); Nyd det <3

Nå ok, jeg vil bare sige, at I altså har nogle ret gode indlæg til gode. Den er selvfølgelig gratis at sige, men der er både musik og outfits som for 10 år siden, og stadig en del LA, Vegas og bryllup, som jeg ikke har fortalt jer om. Det kommer!

Når der er lidt stille herinde, så skyldes det ofte de her 3:

Jeg er færdig med at være den mor der flyver til Kbh for at arbejde før ungerne er vågnet. Jeg har set for mange hverdagssolopgange fra et flyvindue, og den følelse er også flyttet ind i privatlivet. De er kun små i få år, og allerede nu har jeg en pre-teen datter. Jeg er vild med at hun er så stor og kan så meget (hun raider seriøst min garderobe nu!), men samtidig er det også en god reminder om at nyde tiden med ungerne.

Jeg synes egentlig lige at Fifi blev født. Jeg glemmer aldrig det første øjeblik vi mødtes, og jeg vidste hun ville blive min “Pixi partner-in-crime” altid. Og jeg synes faktisk hun har været en del af mit liv altid. Jeg erindrer næsten ikke tiden før hende. Procentvis har jeg i øvrigt haft langt de fleste fede oplevelser efter hun blev født, så dem der siger livet går i stå efter man har fået børn, har tydeligvis ikke talt med mig ;) Seriøst, hun stod foran Orange på Roskilde inden hun var fyldt 3, og vi har generelt haft nogle vilde oplevelser og gode rejser sammen.

Da jeg begyndte at skrive på C4G var hun næsten 2, lige om lidt er hun 12, flankeret af to brødre -Og I har været med næsten hele vejen. Vildt nok!

Bloggen her bliver aldrig taget for givet, og det gør ungerne, min mand og livet heller ikke <3