Der var jo en mening med, at jeg lige ville runde historien om Mont Saint Michel først. Da jeg var på roadtrip i Normandiet faldt jeg over et fransk brand, som kommer fra netop dette område, og har ladet sig inspirere så meget af det, at Mont Saint Michel er en del af deres logo.
Jeg forstår ikke hvorfor jeg ikke kendte det i forvejen. Det bliver næppe mere fransk med deres ikoniske bretonstriber, som de også leverer til den franske flåde, og deres uldne sømandsfrakker med guldknapper. Mærket hedder Saint James, og jeg er vild med det! Hvorfor kendte jeg det ikke i forvejen, man kan sagtens købe det i DK…
Det var et tilfælde jeg opdagede det. Min mand og jeg gjorde holdt for at lade bil, og på et hotel forhandlede de en bluse med striber, en special edition i forbindelse med 75 års jubilæet for D-dag. Striber og vigtig historie – Den måtte jeg jo eje. Jeg blev simpelthen så glad for den, og kvaliteten er virkelig god. Stoffet er tykt, og snittet er rigtig pænt. Jeg har vasket min, og den har ikke ændret form i vask. Det er ikke verdens billigste stribede trøje, men her vil jeg altså trække “klassiker” kortet. Glem de billige fra H&M o. lign. Hvis man, som jeg, er til stribede bluser altid, så ville jeg investere i mindst én af disse ;) Bretonstriberne kan ses og købes her, men jeg vil anbefale man finder en favoritmodel, og så lige googler efter andre webshops. Der er mange shops hvor forskelligt Saint James er på udsalg, også danske. De er i øvrigt meget små i str. Jeg ville nok normalt have taget en str. M, da de er i bomuld, og godt kan trække sig lidt sammen i vask. Jeg måtte dog købe str. L for at få den løs nok.
Logoet på siden af min er et jubilæumslogo, da brandet fylder 130 år (!). Billedet her er fra et af vores tourstop, racerløb i Le Mans. Det fortæller jeg om senere ;)
Jeg ville egentlig vise jer noget jeg har købt, men før det giver helt mening, så vil jeg dele en rejseoplevelse med jer. Det er faktisk min seneste rejse som jeg lige er kommet hjem fra. En god uges roadtrip i el-bil rundt i Normandiet og til racerløb i Le Mans. Cool oplevelse!
Jeg vil lave et nedslag i vores tur her hvor vi besøgte Mont Saint Michel. Det er åbenbart et af Frankrigs største turistattraktioner udenfor Paris -Det anede jeg ikke, jeg kendte det ikke engang selvom det er et UNESCO verdensarvsområde.
Kort fortalt er det en tidevandsø, med Europas kraftigste tidevand (det ses tydeligt der er lavvande på mit billede). Det observerede vi på nærmeste hold, da vi havde lejet en lille fiskerhytte i Saint Jean Le Thomas, en lille by længere oppe ad kysten, som vi overnattede et par nætter i. Meget fascinerende at følge med i, og så have udsigt til Mont Saint Michel i baggrunden. Jeg har lagt et billede op på Instagram hvor man lige kan skimte lidt af det.
Øen er tæt bebygget, og mest kendt er klosteret i midten med Saint Michel i guld på toppen.
Øen gemmer på masser af historier, og har bl.a. fungeret som fængsel i en periode. Det er super hyggeligt at gå rundt i de små brostensbelagte gader, og arkitekturen sender tankerne hen på “Game of Thrones” eller et andet eventyrligt univers. Tanken om, om der mon gemte sig en drage i krypten krydsede mig da en enkelt gang eller to. Desværre ingen Jon Snow ;)
Jeg kan roligt sige, at jeg aldrig har set noget lignende, og hvis jeres vej krydser Normandiet eller Bretagne (som grænser lige op til Mont Saint Michel), så vil jeg anbefale jer et stop. Der er mange turister, især i sommerferieperioden kan jeg forestille mig, men det er så unikt at jeg ville tage afsted alligevel, og snuppe et glas vin på en af caféerne hvis det bliver for overvældende ;)
I blev helt stille? Jeg håber ikke I misforstod mit seneste indlæg, for I plejer da altid at være med på en god debat. Det er jo det der er det udfordrende og sjove ved at kommunikere udelukkende på skrift. Ideen kan godt være god inde i hovedet, men det er ikke altid det så fungerer når det kommer ned på skærmen. Måske er det bare sommervarmen, som jeg også sidder i lige nu, og er ved at dø i, fordi jeg optimistisk havde vovet mig ud på en løbetur… Dårlig ide!
Apropos mit seneste indlæg, så nævnte jeg NATO-straps til ure i en bisætning, og det vil jeg egentlig godt uddybe.
Gamle læsere ved måske, at jeg fik mit drømmeur fra Cartier for nogle år siden. Jeg er stadig sindssygt glad for det, men jeg må indrømme, at et Apple watch bare har nogle features som er ret smarte i min hverdag. Det har betydet, at mit Cartier ofte får længere pauser fra håndleddet. Det er jeg egentlig lidt træt af, da jeg synes det er så æstetisk lækkert – Og meget kan man sige om et Apple watch, men æstetisk lækkert i traditionel forstand synes jeg ikke helt rammer plet. Da jeg fik det kom det med den enormt praktiske, men ikke specielt lækre plastikrem. Jeg synes generelt at Apple er virkelig dårlige til at lave lækre remme i høj kvalitet, og jeg kunne ikke rigtig finde nogen der bare tilnærmelsesvis kunne kompensere for følelsen af at gå med mit Cartier.
Så gjorde min mand mig opmærksom på NATO-remmene, som James Bond udødeliggjorte i sin tid, ved at placere sit Rolex i en af dem. Jeg synes de er super cool! Desværre har jeg ikke kunnet finde en forhandler i Europa der har nogle pæne, så jeg har købt mine i USA her. Man skal så lige påregne told og moms. De har i øvrigt også remmene til alm. ure.
Har I gode Sankt Hans planer? Sankt Hans er lidt af en ting herhjemme qua vores efternavn (Drachmann, som i digteren og kunstneren der har skrevet “Midsommervisen”). Jovist, jeg smykker mig mega med lånte fjer, det er jo ikke mig der er i biologisk familie med ham, men lidt familie er det da når man er gift ;) Jeg tror vi cykler ind og ser bålet midt i Aalborg ved Musikkens hus senere, og nyder den gode stemning og sommeraftenen.
Allerførst tak for den utrolig flotte velkomst, både her og på mine andre sociale kanaler. Jeg vil gøre mit bedste for at leve op til den!
Jeg har haft lyst til at skrive dette indlæg længe, og nu synes jeg at vinklen er der. I var flere der kommenterede, at I havde savnet min skrivestil, og det har jeg gjort mig nogle tanker omkring.
Da jeg begyndte at blogge for 11 år siden, skrev jeg noget i retning af, at det ca. er 10% af det jeg skriver herinde der afspejler hele mig. Det er primært den laidback del, der godt kan være en smule useriøs, uhøjtidelig og ustruktureret. Den del man typisk besøger når man slapper af med veninderne, hvor man f.eks. deler tips og tricks, og bare hygger sig i hinandens afslappede selskab. Det har bl.a. en betydning for hvilket sprog jeg skriver i.
Efter 14 år som lærer, og de seneste som koordinator, er jeg vant til at være meget præcis og skarp i mine formuleringer. Som ægte dansklærer elsker jeg at udfordre mit sprog, og jeg er slet ikke færdig med at lære nyt og blive inspireret. Det er bare ikke altid det sprog der egner sig bedst til det jeg gerne vil med bloggen, jvf. min beskrivelse ovenover. Det er et klart tilvalg, når jeg vælger at lave mange paranteser med små kommentarer og laver :) Det er et frirum, og det skal sproget også signalere.
Det giver måske ikke verdens bedste billede af mig i f.eks. en jobsøgningssituation, hvis en kommende arbejdsgiver udelukkende læste min blog. Det giver ikke folk det korrekte førstehåndsindtryk af hele mig, og det er bloggen bestemt heller ikke tænkt som. Det er sjovt når jeg møder nye mennesker, der forinden udelukkende har orienteret sig på bloggen. De modigste giver udtryk for, at de er glade for, at jeg ikke udelukkende er som min blog-persona.
Det overrasker mig faktisk gang på gang. Det er utroligt det ikke har forandret sig en tøddel på 11 år. At vi ikke er blevet bedre til at gennemskue online kommunikation, og sammenholde det med vores sunde fornuft fra virkeligheden. Vi har en verden der bliver mere og mere digital, men vi glemmer at forholde os kritisk til den. Det er problematisk.
Jeg synes det viser et vist ambitionsniveau og seriøsitet, at jeg i over 10 år har drevet en blog med fornuftig indtjening, samtidig med at jeg har haft et fuldtidsjob, været mor til 3 børn, og haft diverse store freelance-projekter så som design af tøjkollektioner og smykker i eget navn.
Når jeg så i et afslappet sprog skriver indlæg om lette emner som mode og livsstil ofte er, så bliver jeg (be)dømt udfra det, og det store billede synes helt udvisket. Sådan tolker jeg i hvert fald meget af den respons jeg får. Jeg kan såmænd sagtens være i, at nogen opfatter mig som lidt af et airhead, sagt på godt dansk. Men jeg undres.
Hvorfor forholder vi os ikke kritisk til blogs? Hvorfor ser vi ikke det samlede billede, og medtager genretænkning i vores vurdering? En mode- livsstilsblog skrevet i kancellisprog, hvem vil læse den? For at lykkes med denne genre indenfor blogging, er den korte afstand mellem afsender og modtager altafgørende. Det skal være hyggeligt og nærværende, og det kan samtaler om Baudelaires dekadentismeværkers indflydelse på Peter Dohertys sangtekster også sagtens være, men det er ikke noget man kan kommunikere om flere gange om ugen. Nogle gange er det også rart med et tip om, hvor man køber den pæneste NATO-rem til sit Apple watch.
Ved kommunikation på skrift omkring førstnævnte eksempel, kommer man lynhurtigt til at indtage en slags ekspertrolle bag skærmen, som af nogle kan opfattes belærende. Og med mindre man også interesserer sig for de specifikke emner jeg har på hjerte, her illustreret med eksemplet Baudelaire og Doherty, kan det være svært som læser at få særligt meget ud af at læse mine tanker omkring dette. Her er det nemmere når samtalen falder på det herhjemme over et glas vin, og man har en ligeværdig dialog omkring det. Ikke at jeg vil undgå disse indlæg. Jeg tænker faktisk, at jeg vil til at skrive nogle flere af dem igen.
Kan det virkelig være rigtigt, efter så mange år med blogging, at så mange ikke er i stand til at lave genreanalyse af de enkelte blogs, og gennemskue hvad konceptet er? Er blogging for de fleste bare den samme grå masse, og er man derfor ikke opmærksom på, at der er mange forskellige genrer, og at hver genre har sine karakteristika så som sprog, tilgang og enmeudvælgelse? At det dermed ikke nødvendigvis afspejler afsenderens evner og egenskaber generelt, men at man kan være en dygtig og autentisk formidler indenfor sin genre.
Til sidst, for måske at undgå misforståelser, så vil jeg bare præcisere, at det I læser her selvfølgelig er 100% mig. Det har det altid været. Jeg skriver om det jeg har på hjerte, og jeg gør det i det sprog jeg møder mine veninder (og dermed jer) med. Jeg ville ikke kunne skrive, hvis det ikke var noget jeg brændte for. Jeg har bare ofte oplevet, at jeg er blevet sat i bås pga. det.
For første gang i over et halvt år har jeg trykket på “Add new”. Det har I selvfølgelig bemærket hvis I læser dette ;)
Bloggen kom længere og længere væk i min bevidsthed, og jeg har brugt det meste af min tid på familie, arbejde og så se verden sammen med min mand, både som storfamilie og i tosomhed. Der ligger mange små hilsner fra de fleste af rejserne på min Instagram (@clamour4glamour), masser af virtuelle postkort sendt til jer -For selvfølgelig har jeg jer stadig med i tankerne.
Jeg så at et af mine gamle yndlingsbands Moi Caprice (ældre læsere vil helt sikkert huske min fascination af forsangeren Michael Møller!) udgiver nyt album snart. De har faktisk allerede en ny single ude, for første gang i 10 år, og den er god! Jeg kom til at tænke på minderne fra begyndelsen af bloggen. Og måske er det på tide med et comeback for C4G også.
Dengang skrev jeg meget om musik og koncertoplevelser. Det savner jeg faktisk. Jeg skrev også om mode, men havde ikke travlt med at ligge under for diverse brands og pr-firmaer (de gad nemlig ikke samarbejde med os bloggere dengang, så det var så nemt), og selve den naivitet og ægthed har jeg savnet.
Jeg savner at skrive umiddelbare tanker og oplevelser ned. Det er ikke altid æstetisk lækkert, men det er hyggeligt. Jeg savner at lægge billeder op taget direkte fra kameraet uden spejlrefleks (nu telefonen), uden at skulle redigere lys og farver inden det kommer ud i cyberspace. Taget on the go, i det tøj jeg har gået i hele dagen (og selv betalt selvfølgelig), uden at være opstillet.
Jeg savner dengang jeg var super ligeglad med modeshow-invitationer. Det glemte jeg bare, da de begyndte at rulle ind i sin tid, for det var jo spændende. Og smigrende. Men var det en god langsigtet beslutning at lade sig indrulle i den verden? Jeg gider jo ikke se de shows alligevel, jeg har ikke brug for at planlægge mine indkøb 1/2 år frem (det har I heller ikke, lad os være ærlige), og i virkeligheden er jeg ligeglad med at gul er moderne. Jeg ser hæslig ud i gul, og køber det jo alligevel ikke. Jeg har mine bestemte farver og generelle stil jeg godt kan lide. Og det holder jeg fast i. I virkeligheden har min stil ikke ændret sig markant på 11 år, og især her i den seneste tid har jeg haft brug for at finde tilbage til mine “stil-rødder”… Er det et ord? Fedt vi fik den anderkendelse fra designere og branchefolk, det sukkede vi (jeg) efter i begyndelsen. Men det fik også blogmediet til at ændre sig, og jeg mistede på sigt min mojo. “Jeg må jo hellere skrive et eller andet, ellers bliver jeg ikke inviteret igen”-agtigt. Hvis man først én gang har tænkt den tanke, så skal man slippe tasterne.
Jeg har brug for at tage kontrollen tilbage. Vende tilbage til det der gjorde mig glad. Hele grundtanken med bloggen var jo at jeg var en helt alm. kvinde fra Aalborgs parcelhuskvarter med et lærerjob, og en interesse for at formidle og kommunikere online med folk fra hele landet. Finde ligesindede der også syntes at det var helt normalt at iføre sig hverdagspailletter (det aftalte vi i sin tid var et ord, ha ha), leopardprintede pelse, chunky boots med nitter (generelt alt med nitter jo), sort (læder) i rigelige mængder toppet op med et par solide cat-eyes fra MACs den flydende. At kommunikere med nogen der kunne se pointen i, at ens surtoptjente penge gik til en Chaneltaske (som man kunne fable om, sammen, i månedsvis inden), og man i fællesskab kunne finde 20 gode grunde til, at det selvfølgelig måtte være jordens bedste beslutning (hey, jeg har hver og en endnu!).
Og her er vi så. Snart 11 år senere (18/7-19 er det 11 år). Jeg er blevet 11 år ældre, og jeg kan ikke længere gå helt i selvsving over en Chaneltaske, når verden venter på at jeg udforsker den så intenst som jeg gør pt. Men jeg bor stadig i et parcelhuskvarter, jeg er stadig lærer, og jeg har stadig lyst til at kommunikere ufiltreret med jer. Det bliver ikke på den måde tilbageskuende, og jeg vil ikke til at forherlige en 11 år gammel tøjstil (nogle ting har det også så fint med at blive glemt lidt), jeg vil bare være mig. Nogle gange har jeg tøj på der f.eks. er 7 år gammelt, som jeg elsker, og som I ikke kan gå direkte ud og købe, hvis I skulle have lyst. Men det er jo heller ikke nødvendigvis det vi skal være sammen om. Jeg tror tiden for købekulturen er ved at være ovre. Lad os koncentrere os om færre hurtige køb, og i stedet bruge noget af det gamle noget mere. En stribet bluse er jo en stribet bluse (skriver kvinden der har 10… hov, men jeg øver mig også! Måske vi skal øve os sammen?).
Jeg kommer ikke til at gå 100% ukommerciel. Jeg har stadig lyst til at lave gode samarbejder der giver mening, og som jeg synes er sjovt (for både mig og jer). Men jeg kommer ikke til at deltage i shows og events, ej heller pleje pr-bureau-relationer osv. Det gider jeg ikke, og det giver ingen mening for jer. Nærmere tværtimod, synes jeg.
Jeg kommer ikke til at blogge hver dag, nok heller ikke hver anden eller tredje. Men når jeg giver lyd, så har jeg noget på hjerte. Det kan være alt fra en længere tankerække, til en hurtig hilsen der giver mening. Jeg vil forsøge at opdatere FB og Instagram (@clamour4glamour) når der er nyt, men helt ærligt, det gider I jo ikke hver gang, så kig forbi når I får lyst i stedet. Jeg savner nemlig også dengang, hvor man ikke tænkte på læsertal og antal klik, det var altså dejligt befriende. Både for jer og mig.
Er I stadig med? Det var lidt langt, og blev næsten et manifest, men det kan I måske også huske mine indlæg af og til var ;)
