Forskellen på blog og hverdag -en genreanalyse

Allerførst tak for den utrolig flotte velkomst, både her og på mine andre sociale kanaler. Jeg vil gøre mit bedste for at leve op til den!

 

Jeg har haft lyst til at skrive dette indlæg længe, og nu synes jeg at vinklen er der. I var flere der kommenterede, at I havde savnet min skrivestil, og det har jeg gjort mig nogle tanker omkring.

Da jeg begyndte at blogge for 11 år siden, skrev jeg noget i retning af, at det ca. er 10% af det jeg skriver herinde der afspejler hele mig. Det er primært den laidback del, der godt kan være en smule useriøs, uhøjtidelig og ustruktureret. Den del man typisk besøger når man slapper af med veninderne, hvor man f.eks. deler tips og tricks, og bare hygger sig i hinandens afslappede selskab. Det har bl.a. en betydning for hvilket sprog jeg skriver i.

Efter 14 år som lærer, og de seneste som koordinator, er jeg vant til at være meget præcis og skarp i mine formuleringer. Som ægte dansklærer elsker jeg at udfordre mit sprog, og jeg er slet ikke færdig med at lære nyt og blive inspireret. Det er bare ikke altid det sprog der egner sig bedst til det jeg gerne vil med bloggen, jvf. min beskrivelse ovenover. Det er et klart tilvalg, når jeg vælger at lave mange paranteser med små kommentarer og laver :) Det er et frirum, og det skal sproget også signalere.

Det giver måske ikke verdens bedste billede af mig i f.eks. en jobsøgningssituation, hvis en kommende arbejdsgiver udelukkende læste min blog. Det giver ikke folk det korrekte førstehåndsindtryk af hele mig, og det er bloggen bestemt heller ikke tænkt som. Det er sjovt når jeg møder nye mennesker, der forinden udelukkende har orienteret sig på bloggen. De modigste giver udtryk for, at de er glade for, at jeg ikke udelukkende er som min blog-persona.

Det overrasker mig faktisk gang på gang. Det er utroligt det ikke har forandret sig en tøddel på 11 år. At vi ikke er blevet bedre til at gennemskue online kommunikation, og sammenholde det med vores sunde fornuft fra virkeligheden. Vi har en verden der bliver mere og mere digital, men vi glemmer at forholde os kritisk til den. Det er problematisk.

Jeg synes det viser et vist ambitionsniveau og seriøsitet, at jeg i over 10 år har drevet en blog med fornuftig indtjening, samtidig med at jeg har haft et fuldtidsjob, været mor til 3 børn, og haft diverse store freelance-projekter så som design af tøjkollektioner og smykker i eget navn.

Når jeg så i et afslappet sprog skriver indlæg om lette emner som mode og livsstil ofte er, så bliver jeg (be)dømt udfra det, og det store billede synes helt udvisket. Sådan tolker jeg i hvert fald meget af den respons jeg får. Jeg kan såmænd sagtens være i, at nogen opfatter mig som lidt af et airhead, sagt på godt dansk. Men jeg undres.

Hvorfor forholder vi os ikke kritisk til blogs? Hvorfor ser vi ikke det samlede billede, og medtager genretænkning i vores vurdering? En mode- livsstilsblog skrevet i kancellisprog, hvem vil læse den? For at lykkes med denne genre indenfor blogging, er den korte afstand mellem afsender og modtager altafgørende. Det skal være hyggeligt og nærværende, og det kan samtaler om Baudelaires dekadentismeværkers indflydelse på Peter Dohertys sangtekster også sagtens være, men det er ikke noget man kan kommunikere om flere gange om ugen. Nogle gange er det også rart med et tip om, hvor man køber den pæneste NATO-rem til sit Apple watch.

Ved kommunikation på skrift omkring førstnævnte eksempel, kommer man lynhurtigt til at indtage en slags ekspertrolle bag skærmen, som af nogle kan opfattes belærende. Og med mindre man også interesserer sig for de specifikke emner jeg har på hjerte, her illustreret med eksemplet Baudelaire og Doherty, kan det være svært som læser at få særligt meget ud af at læse mine tanker omkring dette. Her er det nemmere når samtalen falder på det herhjemme over et glas vin, og man har en ligeværdig dialog omkring det. Ikke at jeg vil undgå disse indlæg. Jeg tænker faktisk, at jeg vil til at skrive nogle flere af dem igen.

Kan det virkelig være rigtigt, efter så mange år med blogging, at så mange ikke er i stand til at lave genreanalyse af de enkelte blogs, og gennemskue hvad konceptet er? Er blogging for de fleste bare den samme grå masse, og er man derfor ikke opmærksom på, at der er mange forskellige genrer, og at hver genre har sine karakteristika så som sprog, tilgang og enmeudvælgelse? At det dermed ikke nødvendigvis afspejler afsenderens evner og egenskaber generelt, men at man kan være en dygtig og autentisk formidler indenfor sin genre.

Til sidst, for måske at undgå misforståelser, så vil jeg bare præcisere, at det I læser her selvfølgelig er 100% mig. Det har det altid været. Jeg skriver om det jeg har på hjerte, og jeg gør det i det sprog jeg møder mine veninder (og dermed jer) med. Jeg ville ikke kunne skrive, hvis det ikke var noget jeg brændte for. Jeg har bare ofte oplevet, at jeg er blevet sat i bås pga. det.

Hvad er jeres erfaringer? Hvad tænker I?