Add New

For første gang i over et halvt år har jeg trykket på “Add new”. Det har I selvfølgelig bemærket hvis I læser dette ;)

Bloggen kom længere og længere væk i min bevidsthed, og jeg har brugt det meste af min tid på familie, arbejde og så se verden sammen med min mand, både som storfamilie og i tosomhed. Der ligger mange små hilsner fra de fleste af rejserne på min Instagram (@clamour4glamour), masser af virtuelle postkort sendt til jer -For selvfølgelig har jeg jer stadig med i tankerne.

Jeg så at et af mine gamle yndlingsbands Moi Caprice (ældre læsere vil helt sikkert huske min fascination af forsangeren Michael Møller!) udgiver nyt album snart. De har faktisk allerede en ny single ude, for første gang i 10 år, og den er god! Jeg kom til at tænke på minderne fra begyndelsen af bloggen. Og måske er det på tide med et comeback for C4G også.

Dengang skrev jeg meget om musik og koncertoplevelser. Det savner jeg faktisk. Jeg skrev også om mode, men havde ikke travlt med at ligge under for diverse brands og pr-firmaer (de gad nemlig ikke samarbejde med os bloggere dengang, så det var så nemt), og selve den naivitet og ægthed har jeg savnet.

Jeg savner at skrive umiddelbare tanker og oplevelser ned. Det er ikke altid æstetisk lækkert, men det er hyggeligt. Jeg savner at lægge billeder op taget direkte fra kameraet uden spejlrefleks (nu telefonen), uden at skulle redigere lys og farver inden det kommer ud i cyberspace. Taget on the go, i det tøj jeg har gået i hele dagen (og selv betalt selvfølgelig), uden at være opstillet.

Jeg savner dengang jeg var super ligeglad med modeshow-invitationer. Det glemte jeg bare, da de begyndte at rulle ind i sin tid, for det var jo spændende. Og smigrende. Men var det en god langsigtet beslutning at lade sig indrulle i den verden? Jeg gider jo ikke se de shows alligevel, jeg har ikke brug for at planlægge mine indkøb 1/2 år frem (det har I heller ikke, lad os være ærlige), og i virkeligheden er jeg ligeglad med at gul er moderne. Jeg ser hæslig ud i gul, og køber det jo alligevel ikke. Jeg har mine bestemte farver og generelle stil jeg godt kan lide. Og det holder jeg fast i. I virkeligheden har min stil ikke ændret sig markant på 11 år, og især her i den seneste tid har jeg haft brug for at finde tilbage til mine “stil-rødder”… Er det et ord? Fedt vi fik den anderkendelse fra designere og branchefolk, det sukkede vi (jeg) efter i begyndelsen. Men det fik også blogmediet til at ændre sig, og jeg mistede på sigt min mojo. “Jeg må jo hellere skrive et eller andet, ellers bliver jeg ikke inviteret igen”-agtigt. Hvis man først én gang har tænkt den tanke, så skal man slippe tasterne.

Jeg har brug for at tage kontrollen tilbage. Vende tilbage til det der gjorde mig glad. Hele grundtanken med bloggen var jo at jeg var en helt alm. kvinde fra Aalborgs parcelhuskvarter med et lærerjob, og en interesse for at formidle og kommunikere online med folk fra hele landet. Finde ligesindede der også syntes at det var helt normalt at iføre sig hverdagspailletter (det aftalte vi i sin tid var et ord, ha ha), leopardprintede pelse, chunky boots med nitter (generelt alt med nitter jo), sort (læder) i rigelige mængder toppet op med et par solide cat-eyes fra MACs den flydende. At kommunikere med nogen der kunne se pointen i, at ens surtoptjente penge gik til en Chaneltaske (som man kunne fable om, sammen, i månedsvis inden), og man i fællesskab kunne finde 20 gode grunde til, at det selvfølgelig måtte være jordens bedste beslutning (hey, jeg har hver og en endnu!).

Og her er vi så. Snart 11 år senere (18/7-19 er det 11 år). Jeg er blevet 11 år ældre, og jeg kan ikke længere gå helt i selvsving over en Chaneltaske, når verden venter på at jeg udforsker den så intenst som jeg gør pt. Men jeg bor stadig i et parcelhuskvarter, jeg er stadig lærer, og jeg har stadig lyst til at kommunikere ufiltreret med jer. Det bliver ikke på den måde tilbageskuende, og jeg vil ikke til at forherlige en 11 år gammel tøjstil (nogle ting har det også så fint med at blive glemt lidt), jeg vil bare være mig. Nogle gange har jeg tøj på der f.eks. er 7 år gammelt, som jeg elsker, og som I ikke kan gå direkte ud og købe, hvis I skulle have lyst. Men det er jo heller ikke nødvendigvis det vi skal være sammen om. Jeg tror tiden for købekulturen er ved at være ovre. Lad os koncentrere os om færre hurtige køb, og i stedet bruge noget af det gamle noget mere. En stribet bluse er jo en stribet bluse (skriver kvinden der har 10… hov, men jeg øver mig også! Måske vi skal øve os sammen?).

Jeg kommer ikke til at gå 100% ukommerciel. Jeg har stadig lyst til at lave gode samarbejder der giver mening, og som jeg synes er sjovt (for både mig og jer). Men jeg kommer ikke til at deltage i shows og events, ej heller pleje pr-bureau-relationer osv. Det gider jeg ikke, og det giver ingen mening for jer. Nærmere tværtimod, synes jeg.

Jeg kommer ikke til at blogge hver dag, nok heller ikke hver anden eller tredje. Men når jeg giver lyd, så har jeg noget på hjerte. Det kan være alt fra en længere tankerække, til en hurtig hilsen der giver mening. Jeg vil forsøge at opdatere FB og Instagram (@clamour4glamour) når der er nyt, men helt ærligt, det gider I jo ikke hver gang, så kig forbi når I får lyst i stedet. Jeg savner nemlig også dengang, hvor man ikke tænkte på læsertal og antal klik, det var altså dejligt befriende. Både for jer og mig.

Er I stadig med? Det var lidt langt, og blev næsten et manifest, men det kan I måske også huske mine indlæg af og til var ;)

 

Cx