Om at tænke over hvad man deler…

Som lærer har jeg været nødt til at forholde mig rigtig meget til delinger på sociale medier, både ift. råd og vejledning af elever, som konfliktløser når det går galt, og i forhold til min egen hverdag.

Ang. første punkt, så plejer jeg altid at fortælle mine elever om, at jeg først sent i min vej gennem ungdomsuddannelsen fandt ud af at jeg ville være lærer -og mange finder jo ud af hvad de vil være endnu senere, eller skifter karrierevej. Det er altid til at vide hvor man ender, og derfor er det dumt at have ting liggende på nettet, som f.eks. i mit tilfælde ville være rigtig trist for mig at mine elever, forældre og evt. kommende arbejdsgivere så.

Jeg undrer mig oftere og oftere over hvad og hvor meget folk deler, både børn og voksne. Jeg synes der er sket et kæmpe skred bare det seneste år, og ting der før regnedes for at høre privatlivets fred til, ligger nu til offentligt skue. F.eks. da debatten om børn i bad med deres forældre (eller primært fædre var det vist) blussede op. Ja, selvfølgelig er det helt normalt for forældre og deres børn at bade sammen, men folk mangler seriøst noget at gå op i når det kan blive et issue, og at man er nødt til at manifestere det med lange debatter og billeder. Manner, jeg ville da synes det var SÅ træls hvis der lå billeder af min far og mig i bad på nettet (altså, fra da jeg var lille, ha ha)! Igen, det er ikke unormalt og tror næppe det ville forringe mine jobchancer, men det er da heller ikke noget jeg ville have lyst til at dele med andre mennesker. Det er så unødvendigt, og selvfølgelig eksisterer der ikke billeder af det, for i 80’erne der tog man ikke billeder af ALT. Der gik man da bare i bad ;)

Jeg ved godt det kan være ret komplekst at forklare et barn, at de ting man lægger online nu, også kan findes om 10 år -også selvom man selv har slettet dem. Og at det kan have betydning for ens liv fremover, når de f.eks. kun kan tænke på, at der nu er x antal dage til sommerferien.

Derfor er det ekstra vigtigt, at vi voksne viser vejen. Hold op hvor krummer jeg alt for ofte tæer over et indlæg på blogs/FB/lign., der udleverer en selv, familie og unger. Hvordan kan man retfærdiggøre upassende/dumme el. lign. billeder eller tekst til ens teenagebarn, der googler sig selv og sin familie? Tror næppe hun/han vil sætte pris på læsertal, likes eller annoncekroner som for længst er forsvundet.

På mange måder er jeg glad for, at nettet først kom ind i mit hjem da jeg var 12-13 år gammel (ok, så føler man sig gammel!). Jeg er blevet sparet for mange dumme valg tror jeg. Men nu er det her, og allerede nu har jeg skullet forholde mig til de sociale medier som mor, da der er chat-funktion i flere af de spil Filuca spiller. Selvom hun synes det er så øv, så har jeg forbudt hende at bruge funktionen, da hun efter kort tid i spillet “MovieStarPlanet”, oplevede nogen skrev noget upassende til hende! Da jeg jo ikke kan holde øje hver 10. minut, så må det blive sådan, og så bruger vi de kommende år på at lære hende at sige fra, generelt begå sig på sociale medier osv.

Så ja, jeg tænker virkelig meget over hvad jeg deler, og jeg har for længst truffet en beslutning om, at min blog her skal skrives med personlighed, men ikke være personlig-personlig. Ingen annoncekroner eller læsertal i verden ville kunne få mig til at ændre den beslutning.

Mine børn skal kunne læse og se alt jeg deler (engang). Og det ville være det samme om jeg var blogger eller ej.

Helt generelt, som afslutning på min tankerække, så tror jeg egentlig bare det hele handler om at tænke langsigtet, og ikke kortsigtet. Det er ofte mit motto :)